Om kirken

I Det Gamle Testamente er der en fortælling om Kong Saul, der indimellem syntes, at sindet kunne blive mørkt og tankerne tunge. Han erfarede, at den unge Davids musik kunne lette stemningen, og få humøret til at stige.

Han erfarede også, hvordan musikken kunne understøtte og udvide glæden, når livet var stort og vidunderligt.

Musik kan løfte, vække sindet, give nyt håb og mod, ideer, ro og tid til refleksion.

Vores orgel har godt 1200 piber med toner der spænder fra den spædeste tone til den dybeste bas. Fint spejl af livet og de toner vi kan opleve dét i.

Præstens tanker

 

Mannagryn

En af vores kirkesangere fortalte, at i hans bedsteforældres hjem var der en krukke med mannagryn. Og nej, det var ikke føde til kroppen (selvom det også er et lille gryn, nemlig det inderste af hvedekernen) men til sjælen. Små kort med bibel ord.

I en rum tid fra midten af marts og frem til påske skrev jeg en lille klumme hver dag, i påsken var der glimt fra kirke og højtid, og efterfølgende har vi været rundt i byen og sendt hilsener fra naboen…. Jeg savner så meget at være i kirken, mødes søndage og særlige dage i fælleskab med al det nærvær og samvær levende mennesker udvirker. Indtil det forhåbentlig snart sker tager jeg en periode med: Mannagryn! Sætninger som – måske – kan vække undren, eftertanke, glæde, morskab, som kan snuppes som et lille stykke slik, eller en pause og tale til sjælen, som et ord oppefra som peger på det fælleskab med Gud vi har uagtet at resten af verden rokker.

Hver dag trækker jeg et kort – jeg har lavet 100 – men jeg håber vi mødes i fysisk fællesskab, lang tid før – og så får I et lille manna-gryn at tygge på. Jeg skriver lidt om det, og resten må I selv tænke over så længe I har tid og lyst.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Ps. Jeg besluttede at ordene er fra den nye 2020 udgave – på hverdagsdansk – så kan I danne jer et indtryk af det moderne sprog, og slå efter i jeres egen bibel hvordan den gamle ordlyd er.

***************************************************

Mannagryn

Onsdag 13 maj 2020

 

Paulus blev i Korinth i halvandet år og underviste i troen på Jesus” (Apostlenes Gerninger 18,11)

 

Det bliver det sidste mannagryn i denne omgang. Kirkerne åbner under en eller anden form fra Kristi Himmelfart, i skrivende stund vides endnu ikke hvordan. Men det kommer der svar på!

Så nu tager vi en stille periode. Stilhed kan noget. Jeg læste engang, at stilhed er en mangelvare, men jeg overvejer om vi ikke har fået en del af den i denne virusomgang. Nogle mere end andre, nogle for meget.

I stilheden kan vi tale med Gud, eftertænke hvad var det Paulus sagde om Jesus Kristus? Paulus viede sit liv til at fortælle om ham, han troede på og viede sit liv. Paulus tog et aktivt valg. For først forfulgte han de kristne, men efter et møde med Gud, hvor han mistede sit syn, hvor han ikke kunne se og lå i stilheden – ja, så fandt han ud af, at det liv han levede kunne fornys og skulle bruges på en helt anden måde. Han brugte resten af sit liv på at fortælle om Jesus, om hans tro på ham og alle de guldkorn som Jesus havde sagt og gjort. Mens vi venter på at kirken åbner, holder jeg et par fridage og eftertænker Jesus.

 

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Tirsdag 12 maj 2020

Jesus sagde til ham: Jeg er vejen og sandheden og livet; ingen kommer til Faderen uden ved mig”

 

 

Det var mannagrynet jeg fik trukket i dag, og det passer vel meget godt, og må tale sit eget sprog. I præstegårdshaven står der et akacie træ. Det har Thorkild plantet dengang han boede her. Det er stort og smukt og placeret skråt for den boccia bane, jeg har ladet mig fortælle også var her engang. Nu er der græs, og blomster og blade fra Thorkild’s træ, min forgænger som var præst her fra 1991 til 2008 og minder fint om, at vi altid går i andres fodspor. I går døde han, og vi er så mange der synes, det er forfærdelig trist. Nu kan vi ikke længere vinke, når han kommer i rask trav på vej til Knud Rasmussen, nu kan vi ikke længere stoppe på fortovet og veksle ord og synspunkter. Mange kan fortælle skrækkelige historier om den gamle præst i sognet, og mange er dem der mener, at når præster går af, skal de flytte ud af sognet. Ikke jeg og ikke når det var en præst som Thorkild. Han var så loyal, og når folk ringede til ham – og det gjorde de selvfølgelig, for han var klog, han var vellidt, han kunne tale med kant og lytte – ja, så svarede han, at nu var der kommet en ny præst, så brug hende! Jeg er imponeret, for det var ikke, fordi vi var to alen af et stykke.

Han kom i kirken, og jeg har altid følt – og det aner jeg nu ikke om er rigtigt – at han lige ville følge på vej, vise at her kunne man godt gå ind og sætte sig. Han – og Dorrit, hans hustru – gav mig den fineste gave, da jeg var syg: Nylagte æg lune æg og en lille bøtte af livets salt! – og æg og salt og varme ord gav liv, og mod til at være tilstede i en for mig svær tid som ny ankommen til sognet. Han var med, da kirken holdt jubilæum, og skrev den fineste artikel om kirkegården og musik sammen med Carl Ulrik. I en af Thorkilds egne bøger ”Ugudelige prædikener” skriver han, om den tyske teolog Bonhoeffer: ”Han lider ikke rutinemæssigt af forloren ydmyghed, og det er velgørende. Han er en pose blandede bolsjer, og véd godt, hvilke han sætter højest, hvad der har prioritet i hans liv, og det promenerer han med befriende selvfølgelighed” – jeg har netop genlæst nogle af hans prædikener, jeg kan næsten høre ham udtale ordene, og jeg synes udsagnet passer på Thorkild. Han havde sine prioriteter menneskeligt i orden, og lagde ikke skjul på dem, han var en tænker, stillede spørgsmål og på en måde som hos nogle fik smilet frem, hos andre satte gang i refleksion, og stødte andre fra sig eller fik dem til at gå op i lys lue. Thorkild var sin egen! Det er sagt: ”Vi dør alle to gange. Først fysisk og så når vi ikke huskes mere og ingen taler om os” Jeg tror Thorkild huskes evigt!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

 

 

Mannagryn

Mandag 11 maj 2020

Den, der hører, hvad jeg siger, og tror på ham, der har sendt mig, han har evigt liv. Han vil ikke blive dømt, for han er gået fra døden over til livet” (Johs. 5,24)

 

Domme er der nok af i livet mellem mennesker. Vi mødes, vi vurderer, vi måler og vejer hinanden, og det vi foretager os og ikke kun i retssale også i tilværelsen dagligt. Domme hører livet til, og vi kan alle tale med, og vi kan hver især eftertænke om mildheden og forståelsen for menneskers egen indre logik kan fylde lidt mere.

Martin Luther skrev lang tid efter Johannes et fantastisk brev om døden, og i det skriver han, at vi skal lægge vores indsats i livet hér og trygt overlade livet efter døden til Gud. Luther kendte sin bibel godt, og Johannes’s ord her peger på rækkefølgen døden til livet. Om det liv der er, når livet her slutter. Dét liv er det Vorherre der står på mål for. Livet her på jorden, ja hér skal vi sætte os selv i spil, generøst øse af vores væren, talenter og liv, bruge de muligheder vi har, og vide at vi indimellem sætter noget til. Når vi dør, ja så fortælles vi, at så er der stadig liv. Ikke i en form hvor vi kan sige sådan og sådan bliver det, det er noget vi i troen kan hengive os til, stole på. I dåben blev Guds tegn, korset, sat på os og løftet givet om følgeskab alle dage til verdens ende. Da min mor for mange år siden var tæt på at dø, fortalte hun, at hun engang havde hørt Hr. Toxvig tale om ”den spændende rejse livet efter livet var”. Hun sagde, at dén glædede hun sig også til, og stolede på at Gud der ville række liv, godhed og lys.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Søndag den 10. maj

 

Mannagryn

Lørdag 9 maj 2020

 

Helligånden vil komme og giver jer kraft til at fortælle om mig, at det, som I jo selv har set. Det skal I gøre først i Jerusalem, så i Judæa og Samaria og senere i hele resten af verden.” (Apostlenes Gerninger 1,8)

 

Mission – hvor tit bruger vi lige ordet? Hvis vi gør det, synes jeg oftest, det kan blive lidt nedsættende – at man er missionerende, underforstået lidt for hellig eller fortællinger om fjerne lande Afrika, Sydkina eller Grønland og mange andre steder hvor man sendte ordet om Jesus rundt. Men tænk lige efter, hvis man brænder for noget, hvis de er noget man tror på, kærer sig om, som man synes har betydning, vil man så ikke gerne fortælle om det? – og ingen tvivl vi kan sagtens finde fortællinger om alt for voldsomme måder – men samtidig vil jeg da sige, at heldigvis var der mennesker der dengang lagde deres tid og evner i at bringe evangeliet videre. Evangelium betyder ’det gode budskab’ – og når man tror, vil man gerne dele det med andre. Mange må have gjort det godt for kendskabet til fortællingerne, troen på Jesus Kristus blev ikke i Jerusalem men blev af ildsjæle båret videre ud i verden og op gennem tiden til i dag. Vores vestlige verden er funderet på kristendommen, den ’ligger i vores DNA’ som jeg tror vores kloge Dronning Margrethe 2 engang formulerede det så klogt. Skal den vedblive med det, ja så kræver det at Helligånden giver os kraft til at fortælle om det vi tror, det vi ser og hører, det vores hjerte hænger ved: at Jesus Kristus er Vejen, Sandheden og Livet.

 

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Mannagryn

Fredag 8 maj 2020

 

Jeg er med dig, og ingen får lov til så meget som at røre dig, for jeg kan stadig få mange tilhængere her i byen” (Apostlenes Gerninger 18,10)

 

I dag er det Store Bededag – og i går, da jeg var oppe ved kirken mødte jeg Kisser, som sagde hun forbandt mannagryn med barndom. Der var et mannatræ på bombegrunden, og dér lå hun og hendes veninder og spiste frø fra mannablade og mariekiks! Det lyder herligt! I går var hun på vej til sin mors grav med en kæmpe buket anemoner og fortalte, at siden hun var lille havde hun plukket anemoner til sin mor på hendes fødselsdag. Da hun levede og nu hvor hun ligger i en levende have. Da hun var barn, var de ofte blot lige udsprunget – men nu hvor de næsten afblomstret. Samtalen pegede på det, jeg så ofte oplever her i byen: fælleskab. Ikke et der opfordres til, men et der opstår de forunderligste steder rundt om i byen. Mennesker der spontant stopper op giver sig tid, taler med en, eller sidder og synger til Kim Larsen ved Havnekiosken, de mange foreninger, familier der mødes på kryds og tværs, en venlig hånd der reparerer en græsslåmaskine eller rækker nyfangede hummerhaler eller hveder. Eksemplerne står i kø – og det er Guds nærvær. Alle disse fine ting oplevelser blev rakt mig i går ”fra oven” på min bøn om liv og opstandelse. Og jo- det er mennesker af kød og blod – men hvis kristendommen skal have mening, så må den gives krop. Som den blev i solidaritet med menneskeheden for 2000 år siden af Gud selv – og nu – i skikkelse af mange mennesker her i byen, hvor vi står værn om hinanden, støtter, skærmer og passer på.

 

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Mannagryn

Torsdag 07. maj 2020

Tro er fast tillid til det, der håbes på, overbevisning om det, der ikke ses” (Heb. 11,1)

 

Når først man begynder, at vil have sin elskede til at bevise, at han eller hun elsker en – så ved man godt, man er på vildspor. De største, smukkeste, vidunderligste sider af livet får vi ikke beviser for. De næres af tillid. Tillid til det et andet menneske gør og siger – det gælder den elskede, det gælder også i forholdet til vores børn, til andre mennesker – og – til Gud.

De første disciple var som alle andre mennesker, nemlig sådan, at de gerne ville have beviser. Selv når de sad lige over for Jesus – som vi hørte om i søndags – kunne de bede om bare et lille bevis for at Gud fandtes. Vi kan stirre os så blinde på, at noget skal være i en bestemt form, at vi overser det mirakel, det af værdi, det der er lige foran vores øjne.

Tro er ikke noget vi kan måle og veje. Den er noget, vi kan hengive os til, og håbe på vil bære os igennem livet, når vi selv bakser med det. En tro på at dér hvor vi ikke kan se os ud af en situation, også dér har vi  følgeskab af Gud. Kærligheden når den er levende og god er trofast – det samme gælder tro. Håb er ikke sådan, at det skal beskrives i enhver detalje, men den spire der får en til at holde ud og åbne blikket for de små opstandelseslys der viser sig i vores liv. Gud er liv – gå ud gå i Jesus fodspor – og mærk at livet er godt og har mening!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

 

Mannagryn

Onsdag 6 maj 2020

Kom, alle jer, der arbejder hårdt og er tynget af bekymringer. I kan hvile ud hos mig.” Matt. 11,28

Vores korsanger fortalte, at da han var dreng, nød han og hans bror når de havde trukket et mannagryn – og sad i sofaen hos deres bedsteforældre og der blev læst op af Biblen. Spændende… var ordet han forbandt med de stunder. Jeg er enig, det er spændende læsning: Biblen. Guds ord – større bliver det ikke. Tænk engang at have en Gud – der taler til os!

Han har læst min situation tænker jeg. Han giver et sted at hvile ud – ja tak. Hvem kan sige sig fri fra ikke at have tidspunkter, hvor man arbejder hårdt? Det kan være hårdt fysisk arbejde, hvis man er smed, landmand, den der sætter stilladser op eller arbejder udendørs som gartner i al slags vejr. Bukker sig, løfter, ligger på knæ, går og står. Erhverv hvor man slider på kroppen. Hårdt kan det også være, der hvor mennesker skal træffe store beslutninger. Hvor der skal vejres for og imod en beslutning, der hvor man godt ved at ens beslutning bliver retningsgivende for mange mennesker. Stort ansvar kræver stort mod og evnen til at rumme ambivalenser. Bekymringer de kan tynge – store og små, gamle og unge, rige og fattige – de titter frem i sindet, uden at skele til hvem man er. Bekymringer kan tumle rundt i sindet, ordene der blev sagt, kan vendes og drejes, mørke toner ja ligefrem truende skyer kan svinge ind over sindet i en sen nattetime eller midt mellem ens gøremål. Det kan være helt på sin plads at tænke over sine bekymringer – og – det kan være godt, at de ikke får lov at fylde alt. Kast nogle af dem på Vorherre –og mærk hvordan man bliver en anelse lettere – og måske også bevidst om, at nogle bekymringer forsvinder af sig selv, andre kan man slet ikke løse, og andre igen – ja der giver Gud måske en god tanke til hvordan de kan løses når man har hvilet lidt!

 

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Mannagryn

Tirsdag 5 maj 2020

I skal lære dem at gøre alt det, jeg har sagt. Jeg lover, at jeg er hos jer, så længe verden er til.” Matt. 28,20

 

Jeg skrev i går, at jeg vælger at give jer mannagryn i den nye 2020 oversættelse – og det kom der altså ovennævnte ud af. Men jeg kan nu bedre lide den autoriserede oversættelse om at Gud er med ”os alle dage indtil verdens ende” –det er længere og større ja helt ind i evigheden og længere endnu.

Jeg siger det til alle der vil lytte – dé ord skal stå på min gravsten, altså med ordlyd til verdens ende. En kærligheds erklæring af dimensioner,. For altid – er ord man bruger når man er meget forelsket og slet ikke kan forestille sig at livet sammen nogensinde kan ophøre. For altid lover man sine børn når man siger man aldrig vil svigte dem og altid hjælpe, større og være tilstede i deres liv – både de dage hvor de er helt vidunderlige og dem hvor man er parat til at sende dem med skoleskibet Danmark.

 

Store ord. Som kan bære et helt liv og længere endnu også i livet efter. I al fald når de siges af Gud. Det gør de, når vi bæres til dåben. Når vi er så små at vi intet kan præstere men blot være. Det fabelagtige er, der er ingen klausuler om hvordan vi skal opføre os eller leve. Og ordet ’gå’ er så fint. Vi har følgeskab – i vores eget tempo tænker jeg. De dage hvor vi går med tunge tanker, dem hvor vi laver små hop i perlegrus, dem hvor vi går støt og roligt og dem hvor det koster kræfter at sætte den ene fod foran den anden. I byen, i skoven – alle steder har vi følgeskab af Gud … og i gå-tempo. Sikken en gave. 

 

4 maj 2020

Skrifterne er alle sammen inspireret af Gud. De er velegnede til at belære os, afsløre vores fejltagelser, vise os til rette og fortælle os, hvordan vi skal leve” 2 Tim. 3,16

Jeg tror vi er mange der læser. Aviser, bøger, blade og jeg kan varmt anbefale også at supplere med Biblen. Mannagrynet i dag er skrevet af Paulus. Han skriver til sin nære medarbejder Timotheus, der står med ansvaret for en menighed. Paulus var en realistisk mand, han vidste godt – fra sit eget liv og andres, at vi mennesker indimellem kan have meget godt af at få spejlet løftet, for at få os til at skue indad. Lede lidt efter de fejltagelser som er svære at sige sig fri for. Vi begår dem – i stort og småt, bevist eller ubevidst. Men hvis ikke de skal gentages i en endeløs strøm, så kan man jo godt give sindet et ”helbreds check” i dag. Eftertænke hvordan vi lever, og hvor der er plads til forbedring – måske endda foretage lidt livs ændringer? Alt er bare ikke lige godt. Det herlige er, der lægges ikke op til, at vi skal gå og dømme hinanden, næ nej – vi skal læse i skriften, Biblen og dér få inspiration – se på os selv fra en anden vinkel. Fra Jesus, fra dem der fulgte hans spor – deriblandt Paulus. Da han skriver sidder han i fængsel, efter et liv hvor han har rejst rundt – for netop at inspirere til andre til at tænke, bruge sin fantasi, se på sig selv med andre øjne, Guds øjne – og som er langt mere nådige øjne når det kommer til stykket, tænker jeg.

 

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Søndag den 3. maj

 

Dagens hilsen fra din nabo

Lørdag den 2. maj

 

Dagens hilsen fra din nabo

Fredag den 1. maj

 

Dagens hilsen fra din nabo

Torsdag den 30. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Onsdag den 29. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Tirsdag den 28. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Mandag den 27. april 

 

Dagens hilsen fra din præst

Søndag den 26. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Lørdag den 25. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Fredag den 24. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Torsdag den 23. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Onsdag den 22. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Tirsdag den 21. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Mandag den 20. april 

 

Dagens hilsen fra din nabo

Søndag den 19. april:

 

Dagens hilsen fra din præst

Det er mærkelige tider, hvor vi ikke kan mødes om søndagen, alle arrangementer er udskudt, og når vi mødes står vi med mellemrum på vejene og må erkende at vores råderum er blevet noget begrænset – i al fald i forhold til det vi er vant til. Men måske er der stadig masser af råderum – bare til noget andet?

Det vil jeg tænke over i den nærmeste tid, og dele tanker med jer. Ideen fik jeg af Alfreds mor, da vi mødtes på fortorvet – og hun sagde: ”Skriv lidt flere klummer”. Fra i dag skriver jeg derfor om løst og fast, om hvad jeg læser og laver, i en lille klumme under overskriften: ”Dagens hilsen fra din præst” – så ved I, at jeg tænker på jer, og beder for at sundhed, godhed og venlighed må komme jer i møde hver eneste dag.

Har I tid og lyst til at læse, så se på Taarbæk Nyt hvor Lene lægger den op hver dag – eller på kirkens hjemmeside under ”Om kirken/præstens tanker”

Masser af forårshilsener

Sognepræst Charlotte Paaskesen

***************************************************

 

Dagens hilsen fra din præst

Lørdag 18 april 2020

 

Bønnens energi

Hver dag når klokkerne ringer klokken 17.00, er det tid til bøn. På børnenes skole er det kl. 09.45 hvor alle opfordres til at bede Fadervor… så en slags morgen og eftermiddagsbøn er lagt ind i dagens bevidsthed her i familien. Små påmindelser om, at vi er del af et stort fællesskab Gud og mennesker imellem. Det er universelt at bede. Jeg kan ikke komme i tanke om en kultur, hverken nu eller tidligere, hvor bøn ikke bruges på en eller anden måde. Mennesker beder, når glæden fylder, når de er sorgfulde og savner, når noget skal fejres eller mindes, ved fødsler og ved dødsfald – i kirker, på gåturen, i hjemmet – mange forskellige steder. Nogle gange mange ord, andre gang et suk, et hjælp eller måske blot en lyd … eller den bøn der er vores som kristne, Fadervor. Det er hjertebønnen for mig – så længe jeg kan huske, har min mor og mormor bedt den med mig og siden gør jeg selv.

Jeg tænker, at når vi beder, er vi tilstede i nuet, og vi bliver mindet om, hvad der omgiver os, at der er noget større og højere end os selv, nemlig Gud. Og mere til en far – en relation, én vi kan tale med og som lytter. Bønnen kan sætte spirer i sindet om hvad vi kan være taknemmelig for, glædes over og tage vare på, vi mindes om at de fejltagelser vi har begået, noget vi har sagt eller gjort eller undladt, at det kan rummes og tilgives af Gud ligesom vi også selv må række hånden ud og tilgive. ”Ingen fremtid uden tilgivelse” – sådan formulerede den afrikanske ærkebiskop Desmond Tuto det engang – og peger fint på i sin bog, hvor livsvigtigt det er. Ikke for at glemme, tværtimod siger han, er det vigtigt at huske, så man ikke lader det samme ske igen. Tilgivelse er ikke accept af det skete, det er at tage det alvorligt, forsøge at forstå og se mere i det andet menneske end det som sårede en, og som vedkommende så forsøger at sige undskyld for og gøre det godt igen. Johannes Møllehave siger det så fint i salme 522 ’Nåden er et ord fra Gud/over alle dage. /Nåden er, når alt er tabt, at få alt tilbage.”

Bønnen peger på det vi ved så godt, at vi kan fristes – nogle gange blot i form af bagateller andre gange til skæbnesvangre handlinger. Og vi beder om at det onde ikke må ramme os eller dem vi elsker, kender og holder af, at det ikke rammer nogen eller noget i det samfund og den verden vi bor i. I disse tider hvor der synges, kan vi udover at mærke bønnens energi også mærke sangens og lade begge dele smelte sammen i verset :

Aldrig ræd for mørkets magt,

Stjerne vil lyde!

Med et Fadervor i pagt

skal du aldrig gyse!” (DDS 784)

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Dagens hilsen fra din præst

Fredag 17 april 2020

 

De ”svage” er de stærke

Skriv det! sagde en ældre kvinde, som jeg talte med. Det hun syntes, jeg skulle give udtryk for var, hendes harme over hver morgen at blive mødt med ordene ’Nå, du lever, det er godt’ – for som hun sagde ’Jeg lever overhovedet ikke!’ – det kan godt være jeg trækker vejret og er i live i dén forstand, men jeg ser ingen mennesker, jeg går så dårligt, at jeg ikke selv kan gå ud – og jeg er til forskel fra så mange andre ellers ikke bange for at gå ud! – jeg vil gerne ud, men ingen vil hjælpe og besøg får jeg ikke, for alle siger, at de er bange for at smitte mig. Men jeg ikke bange for at blive smittet, og vil meget hellere se nogle mennesker!

Der tales en del om den frugtbare ensomhed i øjeblikket, om at den ikke kun er et onde men nærmest en gave. Det er givet rigtigt, at en del oplever glæden ved at være alene sammen med deres familie eller have tid til at rydde lidt op i sit indre skuffedarium – hvis det da er muligt, for som Bodil Udsen engang udtalte ” Og nej, jeg synes ikke, man bliver klogere med alderen – bagklog jo, og mere erfaren, men gammel og vis, nej, ikke for mit vedkommende” – selverkendelse er er smuk ting, tænker jeg.

Men bor man alene og er oppe i årene, og ikke ser andre – så er der nogle der synes tiden går alt for hurtigt, og de har ikke tid til bare at sidde og vente. De ved nemlig godt, at vi mennesker har en udløbsdato, og at der er noget der kan blive for sent. Det er ikke fordi de mennesker ikke har noget at beskæftige sig med, mange læser bøger, hører musik, nyder deres eget selskab og finder mening – og – de reagerer på, at fælleskabet ikke også er der. Det er fint at tale i telefon, eller skype hvis man er dygtigere til elektronikken, men det erstatter på ingen måde et åbnet ansigt, en varm hånd eller venlige handlinger man deler.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Torsdag 16 april 2020

Hip Hip Hurra

Måske tænker I P.S.Krøyer – det forstås, for hans skønne billede fra Skagen og familien Anchers have står tydeligt for mange af os, og man kan næsten høre deres skagen’s hurra som de sidder der i sommerhaven. Men jeg tænker nu et Taarbæk hurra – og flag i haven og solskin over Øresund for vores Dronning Margrethe den 2. Hun fylder 80 år i dag – og hun er værd at fejre! Jeg synes altid hun har fine ord for de situationer vi står i, og med en klogskab der ikke bare er baseret på her og nu men som tager sit afsæt i historien og forhistorien. Hun ser på det lange spænd og det giver det bedste afsæt for holdninger, beslutninger og liv. Hun kender sit fundament både sin familie, sit samfund og sin tro og hvordan det hele er flettet ind i historien. I anledning af en anden rund fødselsdag for år tilbage udtalte hun ” Den kristne tro er blevet kernen i mig, selvom jeg ikke er noget særlig fromt gemyt af den grund. Men det er blevet så væsentlig for mig, at jeg ikke kan regne det væk. Troen er mit faste holdepunkt, når tingene ellers kan vælte lidt om ørene på én. Det gælder stadigvæk.”

Det er godt at kende sit fundament, så er der meget der kan rokke men dog noget der står fast. Det fundament som Dronningen har som sin kerne, er en tro med nogle grundværdier der er langtidsholdbare. Nogle som er pejlemærker for hvordan vi som mennesker bedst lever vores liv. Jeg tror, hun har helt ret i, at når man har et holdepunkt så er man heller ikke så nem at skræmme. Som kristne har vi vores dåb med løftet om følgeskab af Jesus helt til verdens ende uanset hvem vi er. Med det løfte kan vi – ikke nødvendigvis med forstanden men så med hjertet – gå gennem livet i troen på, at vi er fundet uanset om vi er forsvundet for os selv eller andre, uagtet om vi tror eller tvivler, og løftet gælder både når vi mister modet og når håbet spirer igen. Vi ved godt at livet rummer forandringer – nogle af dem er ønskede og vidunderlige, og dem tager man imod med glæde og nyder og ønsker de varer ved, og andre kommer udefra og rummer sorg, sygdom og udfordringer og dem ønsker vi bare vil gå væk hurtigst muligt.

Livet leves i konstant foranderlighed både i den store verden og i vores egne private liv. Det ved vi, og det ved vores dronning og det har hun i øvrigt illustreret så smukt, seneste da hun var med til opsætningen af H.C. Andersens Snedronningen. Til forskel fra dét eventyr har vi en dronning der både evner at bruge forstanden og som kan sit fadervor og har blik for evigheden og den kristne Guds magt. – I dag tænker jeg vi alle kan tage et pusterum – fejre vores majesæt, skåle for hende og råbe Hip Hip Hurra for alt det kloge, gode og fine hun har præget vores og hendes land med.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Dagens hilsen fra din præst

Onsdag 15 april 2020

Frihed og ansvarlighed

Jeg nævnte K. E. Løgstrups ord i går, om at vi er med til at give hinandens verden farve – og med til om den er tryg eller truende. Og måske er der andre end mig der i øjeblikket tænker over hvad er meningen med det hele? Og her tænker jeg ikke blot på virussituationen, det gør jeg også, men det at have mere tid i selskab med sig selv, har også åbnet for tanker om eksistensen generelt og min egen i særdeleshed.

I påsken talte vi i familien om hvad der giver mening. Udgangspunktet var både virussituationen og Janne Tellers bog ”Intet” som børnene havde læst og lavet opgave om. Svaret om hvad meningen med det hele er og om der er en mening er selvfølgelig op til den enkelte. Med påsken som klangbund er et muligt svar jo, at der er et fundament at leve ud fra, nemlig at vi er elsket af Gud. I bogen ”Intet” er det mere flydende, og for nogle af de unge bogen handler om, er der ikke nogen mening i sig selv. Tager man Søren Kierkegaard ville han sige, at der er mening i at blive den man er… og han tilføjer, at det kan vi alle hvis vi vil. I et af de interviews jeg læste med Dronning Margrethe den 2 – er hun blandt meget andet inde på det samme, at vi ikke skal gå på kompromis med vores grundværdier. Livskunst er at stå ved den man er.

Hvem er vi så, og hvad giver vores liv mening. Ja, i al fald andre mennesker var et af svarene. Vi præges af vores holdning til hinanden, vores ansvarlighed eller mangel på samme, vores gensidige solidaritet – hele livet igennem. Vi var enige om, at tiden nu hvor alt går lidt langsommere, hvor vi – desværre – ikke deler så meget fysisk tid med en masse mennesker, gør at tanken om mening og eksistens dukker op. Vi mennesker fra det 20 og 21 århundrede er vant til et samfund i højt tempo, nogle gange er det skønt, når vi kan følge nogenlunde med og det er noget der interesser os og måske endda nyder, men andre gange er der også tider hvor nogle af os måske vil sige vi mistede orienteringen omkring hvad der har værdi, hvad der er væsentligt? Undervejs i påsken fik jeg igen læst en bog skrevet af den franske forfatter Houellebecq– og opmuntrende kan man ikke kalde læsningen, han peger som i ganske mange andre af sine bøger på det moderne menneske som ’homo oeconomicus’ – et menneske som vil udfolde sig selv, måle alt, og går efter det som er til gavn for en selv. Individet i centrum – men han peger også på en eksistentiel tomhed som dulmes med sex og sprut. Måske for at undgå at tænke over hvad der er tilbage af deres identitet og menneskelighed? Mennesket i hans bøger har glemt traditionen, historien, fællesskabet og ofte også mistet kærligheden, alt det der giver os mennesker livsgrundlag og dermed opstår der let et eksistentielt tomrum hvor det enkelte menneske ikke har blik for hvad der er uden om dem selv, de har ikke noget eller nogen de rigtigt brænder for.

Den middagssamtale er vi ikke færdige med endnu …. Og børnenes svar var at meningen ligger i relationerne, og det er jo smukt nok, for deri ligger også en ansvarlighed og glæde uden for dem selv og et ansvar for fælleskabet.

Selv vil jeg give det hele en tanke – hvordan sameksisterer frihed og ansvarlighed? Og hvordan vægter vi det ene og det andet- for at livet bedst får mening? Det er der ikke kun ét svar på.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Tirsdag 14 april 2020

Smil…det smitter

Glædelig påske! Så er Jesus opstanden og må opstandelsen også blive konkret for os! På alle måder…..

Ofte når jeg går til kirke om søndagen, møder jeg et skønt ældre ægtepar! De er søde og kvikke og har altid tid til at veksle ord, inden de er på vej ind i naturens store katedral.

Forleden da vi mødtes fortalte de, at de syntes, det er trist at møde mennesker som blot går en stor bue uden om dem på skovstien og så ser sure ud. En ting er at gå uden om, det er i orden for at holde den afstand som vi opfordres til af myndighederne, men den dystre mine kunne den ikke veksles med et stort smil? Et venligt nik? Nogle imødekommende ord?

K. E. Løgstrup skrev engang ”Med vores holdning til hinanden er vi med til at give hinandens verden dens skikkelse. Hvilken vidde og farve den andens verden får for ham selv, er jeg med til at bestemme med min holdning til ham. Jeg er med til at gøre den vid eller snæver, lys eller mørk, mangfoldig eller kedelig – og ikke mindst er jeg med til at gøre den truende eller tryg.”

Ordene er gode og ikke kun møntet på den konkrete situation på skovstien. Det er de også. Og i mange andre situationer. Når vi møder andre mennesker på skovstien, i byen, i supermarked – og uanset om vi kender dem eller ej så smil, sig goddag og lad os vise hinanden at verden er stadig et trygt sted at være. Og ja – virussen er stadig iblandt os, men den gør kun, at vi må være ekstra opmærksomme på, hvor vi hver især kan gøre gavn, sprede lys og glæde og skabe noget vidde.

Der er nok at tænke over, meninger brydes i øjeblikket, vi vil i den kommende tid møde hinanden og ikke nødvendigvis være enige i hvad de næste skridt i samfundet skal være. Nogle af os vil plædere for større åbenhed, andre det modsatte og hver især er vi nødt til at eftertænke det som langsomt i glimt er gået op for de fleste, at livet består af valg. Valg indenfor alle området der har med livet, mennesket og samfundet at gøre. Uanset om vi vælger det ene eller andet så koster det noget.

I dag – for lige at komme langsomt i gang efter påskedagene – kan vi beslutte vil vi smile, hilse, måske neje eller vinke når vi møder hinanden på gader, stræder og skovstier – jeg håber vi alle vil hilse på både børnene, de unge og de gamle og alle os midt imellem ! – og hvis kun der er overskud til nogle få, så hils på det skønne ægtepar med store smil i øjnene!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Gå med i kirke i påsken….hjemmefra 

Påsketid er kirketid…. og klokkerne de ringer stadig hver dag, men samles i Taarbæk kirke kan vi ikke. Måske savner I rummet, musikken, helligåndsduen og de store ord ligesom jeg. Derfor har Carl Ulrik, Naja, Thomas og jeg … lavet 5 små videoer med glimt af kirken og påskens dage: Palmesøndag, Skærtorsdag, Langfredag…. Påskelørdag holder vi stilhed…… påskedag og 2 påskedag.

Ideen opstod da jeg fik en video fra et barn i byen der havde lavet en lille film hvor hun fortæller ”Hvorfor fejrer vi påske”.. det er hendes ord jeg tager udgangspunkt i.

Gudtjenester skal opleves i kirken, og det gør vi når kirken åbner igen … men små glimt hjemmefra dem kan vi godt dele på hjemmesiden og Taarbæk Nyt facebook.

 

GLÆDELIG PÅSKE! – ønsker alle vi ved Taarbæk kirke og Taarbæk Menighedsråd.

 

 

Dagens hilsen

Tirsdag 7 april 2020

Længslens stemme

Vi skulle have nydt dagene i skolen noget mere….” … sådan lyder længslens og en 15 årig’s stemme herhjemme. Ordene faldt da der ikke lige blev lagt op til at skolen åbner tirsdag efter påske, og slet ikke i den form som børnene synes at kende og holde af. Længslen går ikke så meget på det faglige, det har fyldt alt rigeligt i de forgange uger .. men på savnet af kammeraterne. Fælleskab hver for sig er ikke det samme som når relationerne kan plejes og udbygges ansigt til ansigt. I tre uger er det sociale samvær med jævnaldrene kammerater blevet reduceret til et flere ugentlige gåture med en ven eller veninde. Fysisk er de, og vi i form til at bestige bjerge men ønsket til en ferie ligger langt fra bjerge – børnene drømmer om en tætpakket storby, en skolegård med alle klasser til frikvarter på én gang og venner til fest.

Vi skulle have nydt…..” nogle gange er det på afstand, man mærker hvad der har betydning. Når man står midt i dagene – i skolen så kan man så let se sig blind på at det regner, man er træt eller på irritationen over at man nu skal cykle igen. Jeg forsøger mig ofte med at forklare at de lokaler fiskerkoner gik! til Gammel Strand for at sælge fisk i gamle dage. … men det preller af … i al fald indtil nu. Nu vil de altid glæde sig til at komme i skole, siger de – og jeg smiler venligt.

For jeg tænker: måske. Hverdagen kan hurtigt indfinde sig og glemt er alle gode tanker om det man ville skønne på, suge til sig, nyde og kaste sig ud i. Dostojevskij har en fortælling om netop det, en mand der sidder i fængsel, dømt til at skydes. Dagen kommer, han og flere andre bliver stillet op på række – og de venter… overfor dem står skytterne. Mens manden står der tænker han at hvis bare han havde 1 måned mere at leve i, så ville han det og det, en uge, ja en dag .. eller måske bare en time. Tankerne flyver til det han ikke havde skønnet nok på, dem han ikke havde vist kærlighed, det han slet ikke havde nået at få vist interesse. Dostojevskij fortæller så, at benådet blev de, en blev sindssyg af ventetiden – men de andre blev sat fri….. og ret hurtigt kom de ind i dagliglivet igen og meget blev der ikke ændret på. Og godt for det tilføjer han.

Nå, nu er de ikke dødsdømt, kun i det små til at være hjemme med os en hel påske … men så kan de jo tænke over alt det dejlige de vil dele med deres kammerater når de ses igen ansigt til ansigt-

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Mandag 6. april 2020

Stilhedens fylde

Så er vi gået ind i det der kaldes ’den stille uge’ – stille ja, ja… tænker I måske ligesom jeg, ugerne har været stille et stykke tid. Heldigvis er der lyden af kirkeklokker som minder mig om, at det bliver tid igen til at mødes. I gamle dage ringede man ikke med kirkeklokkerne i den uge vi gik ind i i går. Tanken var at inden man påskedag kunne bryde ud i sang med ”Nu ringer alle klokker mod sky”.. ja så var Jesus på korset det sindet skulle kredse om. Dén mulighed ligger lige for, tiden tikker godt nok afsted med uformindsket styrke men hvad vi lægger i den, er for mange af os lidt anderledes end normalt. At tænke lidt mere på Jesus og hele påskens store drama kunne være hjertetid.

Om aftenen når jeg går tur er der ret mennesketomt – heldigvis møder jeg flere mennesker om dagen. I går gik jeg en ny rute i Dyrehaven ned mod Raadvad, og pludselig standsede hunden, og det gjorde at jeg også fik drejet mig en anelse og så store smukke krondyr ligge i græsset. Usynlige for mit blik havde de været selvom de var der. Dér gik det op for mig, at den stilhed der på en eller anden måde har været de forgange uger, – hvor jeg ikke har delt tid med konfirmander, hvor der ikke har været salon eller kirkeklub eller kulturaftener, sogneeftermiddage og gudstjenester – men kun de allermest nødvendige samtaler ja, så er sanserne blevet brugt anderledes. Jeg har stadig lyttet – men hvor det til daglig er ord, så har det været musik. Stor musik, Bach’s Matthæus og Johannes passion, Liszt’s Kristus – og har I ikke hørt det værk, så gør det, det er formidabelt! – Mozart og andre liflige toner har fyldt – men også fuglesang i mange varianter fra lige før daggry, hvor fuglene synger dagen frem, glade børnestemmer, havets bølger, og biler på asfalt – det er som om lyttesansen er skærpet – måske fordi sindet forsøger at få alle små livstegn med, når man som jeg ellers holder så meget af at dele tid med mennesker.

Billeder – har jeg set på. I kunstbøger og på væggene – nadverbilleder i mange afskygninger – højstemte, sanselige, muntre, mad på bordet, og hvilken mad, på nogle himmel og luft … som kommunikerer med evigheden. Luther, mener jeg at huske, ville oprindelig have billeder væk, men kom dog frem til, at vi mennesker gerne må have billeder, blot vi ikke tilbad dem. Billedet i sig selv var hverken godt eller ondt, det var brugen der afgjorde det. På hans tid købte man sig billeder for at fortjene sagligheden, det gik han imod. Den franske filosof Roussau sagde, at ’Når fantasien engang har skuet Gud – forstår forstanden det aldrig” – underforstået at billeder kan låse en fast på fx Gud i en bestemt form. Faren lå ville nogle sige i at man blev gladere for billedet end det det symboliserede. Men… går I hen i reolen og tager et fotoalbum frem… som jeg også gjorde, og sad os så billeder af børnene da de var små, så ved jeg jo godt at børnene er mere end billedet, men det har en form for realpræsens – og de blev nærværende selvom de ikke var hjemme. Billederne gjorde også at jeg kom til at huske en tur i Disneyland hvor min nu store søn helst sad under et bord, for alle indtrykkene af de bløde plysdyr blev for overvældene.

Her i den stille uge – vil jeg se på Jesus på korset, som en kær ven har foræret mig. Det er malet i gyldne farver, i centrum er Jesus og omkring ham forudgribes påskemorgen – med kvinderne ved graven og en knogle. Undergang og håb i samme fortælling.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Søndag 05. april 2020

Generøsitet

Oppe i kirken, i præsteværelset står der et herligt fotografi af vores kirke pyntet i alle bænkerækker og rundt omkring med meter høje palmeblade som gør kirkerummet meget eksotisk og skal lede tanken hen til Jerusalem hvor Jesus red op til byen og ind ad porten på sit æsel. … Lene har sat billede ind foroven….

Den overflod der er lagt i kirken er vidunderlig og går fint i tråd med en af de beretninger som også hører til Palmesøndag. Den med æslet kommer jeg tilbage til i næste uge på en lille video. Håber jeg. Vi forsøger at lave en påskeoptagelse til hver dag. Nå, men palmesøndag er der også fortællingen om en kvinde – Maria – der kommer til Jesus mens han sidder og har et festmåltid. Hun salver ham, hælder dyr velduftende nardus olie over ham. Dem omkring også han egne disciple bliver forargede – hvad skal den handling nu til for? Pengene som olien kostede kunne da være givet til de fattige? Og som så ofte når folk bliver meget moralske på andres vegne, ligger der noget bag, noget som man selv har brug for, vil have, eller har gjort forkert. Også her. Judas som råber højt, har ikke orden i egne sager, det er ham, som stod for pengekassen og ikke kun brugte pengene til de fattige, men vist også til sig selv. Jesus – han kendte sine prioriteter, han vidste hvad der skulle ske – og flytter fokus til det, der er vigtigt denne dag. Jesus selv – som ikke altid vil være blandt dem. Han bliver salvet. En handling som er en konge værdig.

Palmegrenene i vores kirke dengang for mange år siden, går godt i spænd med fortællingen. Den handler om at generøsitet. Kvinden går til yderligheder, jeg tror, at hun gennem sit eget liv har erfaret, at nogle gange må man give sig selv og det man har helt og fuldt. Ikke stykkevis og delt. Måske har hun erfaret det som Tom Kristensen, den danske forfatter skrev ” For alt i livet, der blev der givet, var lys og mørke i samspil og har du vovet, og har du lovet og har du svigtet, så var du til”. Når man godt ved, at noget har sin udløbsdato, at noget kan blive for sent, at vi mennesker indimellem er kortsynede, at forandringer indtræffer både til oplevelser der bringer lys og glæde og det dem der bringer sorg og savn, så bliver man måske lidt mere generøs?

Hun viser med sin kærlighedsgerning, at hun godt ved, at her står hun overfor et menneske Jesus, som hun kan basere hele sit liv på og både kan leve og død på.

Så i dag – Palmesøndag – som er porten ind til påskeugen skal opfordringen lyde: gå til yderligheder, ræk det smukkeste, vigtigste, dejligste, til dem du elsker, læs biblen hele dagen, gå ud i naturens katedral:skoven, giv din elskede 100 kys og favntag – dine forældre et bundt påskeliljer eller en ven en kæmpe æske chokolade eller ræk en stor buket anemoner plukket med venlig, tålmodig hånd… muligheder er mange. Giv kristendommen krop!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Lørdag 4 april 2020

Virkeligheden har mange former

Det fortælles at engang maleren Picasso holdt en udstilling med sine store malerier – det er ham der malede mennesker i underlige former, med skæve næser, øjne i panden og også et stort billede som forestiller tyske fly der bomber den basiske by Guernica og den død og lemlæstelse der fulgte med – fik han besøg af en tysk officer. Officeren gik rundt med alvorstung mine, så misbilligende på billederne, og Picasso gik hen og spurgte hvad han syntes om dem. Officeren svarede, at det var da ikke sådan livet og mennesker så ud i virkeligheden… næh, sagde han, nu skal jeg vise Dem, hvordan mennesker ser ud. Han tog en medaljon op af lommen, åbnede den og viste Picasso et billede af en kvinde… ”Se! sagde Officeren ” Det her er min kone, se hendes smukke næse, hagen, øjnene og det lyse hår, sådan ser en kvinde ud” … hvortil Picasso svarede ”Er hun så lille i virkeligheden?”

Virkeligheden har mange nuancer og kan vises og beskrives på mange måder og det samme med mennesker. Vi kan gøre dem store eller små, putte dem i vores lomme og synes, at nu har vi styr på dét menneske – eller vi kan som Picasso gjorde det, male det indvendige udvendigt – for til at være menneske hører også, at vores sind kan slås skævt, vi kan værge os ved at se det der sker, eller livet kan have vist os så meget grusomhed at øjnene må flytte sig og næsen lukke sig.

Det hører til at være menneske, at vi gør os billeder af andre mennesker og dermed kan vi låse for alt det vi så ikke ser. Vi har glimt af hinandens liv og alle mennesker rummer mange fortællinger, oplevelser som ikke nødvendigvis deles med alle. Når vi gør os billeder, kan vi dømme og let glemme at der er meget mere end den handling eller den side af et væsen vi ser lige nu. Det kræver nænsomhed, åbenhed at se nyt i det menneske vi kender så godt, eller se mere i det menneske, vi måske endnu ikke kender så godt eller som vi slet ikke har lyst til at kende. Det kræver også nænsomhed og bevidsthed at se nyt i det kendte – dem vi elsker, holder af og kender har også flere sider end dem vil lige hæfter os ved.

Jesus han kunne det, se på mennesker så de blev løftede, fik en ny chance, blev indgivet håb, mod og nye kræfter…. Han så nådigt på mennesker. Lagde det til der manglede i øjeblikket. Så dem, der så på ham, men også på dem der vendte ryggen til, lå eller stod, svigtede eller ikke ville have noget med ham at gøre.

Må Gud velsigne jer og må hans ansigt lyse over jer og være jer nådige!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Fredag 3 april 2020

Øjeblikkets skønhed

På mit bord ligger en fin perleplade. Den er rund, den ene side er blå med hvide stjerner, den anden side er gylden som solskin på vandet og i midten er der en grøn bræmme – jorden. Jeg fik den af en af årets minikonfirmander, hendes bror havde lavet den til mig. Den er smuk og den er klog.

I en af de første fortællinger i Biblen, fortælles der om at Gud lader en kilde springe frem, og at vandet fra den vander jorden, så den springer ud med blomster og buske og træer, og gør den til den blå og grønne planet, vi kender. Vandet har til alle tider spillet en stor rolle, og er blevet brugt og har været med til at forme samfundsudviklingen og det enkelte menneske. Vand både i konkret og overført betydning, som det der giver liv, glæder og udfordrer. Leonardo da Vinci udtalte engang: ”Det vand, du rører ved i en flod, er det sidste af det, der har passeret, og det første af det, der kommer. Sådan er det også med øjeblikket”.

Øjeblikkene kender vi også, fra når vi ser på himlen som om dagen bringer os lyset, nogle gange i form af det klareste solskin sådan som det har været de seneste uger, andre gange små glimt der titter frem gennem skyerne, nogle gange godt skjult af regn, storm og rusk. Lyset giver liv og alting farve, og selvom om natten er det gjort så godt, at der sættes der håbs blus i form af månen og de mange stjerner. Helt klar nat var det forleden, og der stod Karlsvognen og mange andre tegninger af lys på himlen og vidnede om, at også i mørket er der lys at finde.

I Salmernes Bog i Det Gamle Testamente står der blandt andet i salme 8 : ”Når jeg ser din himmel, dine fingres værk, månen og stjernerne, som du satte der, hvad er da et menneske, at du husker på det…” … lige i midten af himmel og hav – på min perleklode – der er jorden. Jorden hvor vi mennesker lever og virker og hver dag huskes af Gud. Dag og nat, tiderne veksler og livet med. Det betyder ikke, at hver dag er idyl, det betyder heller ikke, at hver dag skal være kontrolleret og planlagt og møde os lige som vi synes. Det betyder, at vi kan leve i troen på at Gud velsigner hver ny dag og med en opgave til os om at tage imod det overvældende, smukke og til tider krævende liv – og at Gud i nattens mørke følger med, lytter til vores tanker og bønner – og svarer. I form af en venlig hånd der har lavet en perleplade, i fuglene der kvidrer fra før lyset vågner, gennem andre menneskers hjælpsomhed, i livsmodet der spirer også på trods, i det ansvar som vi har fået for skaberværket og som løftes når vi tænker os om, skærmer og værner om kloden – så meget Guds nærvær er der, når blikket løftes og vi ser op og ud og på hinanden.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Torsdag 2 april 2020

Forandringer hører til at være menneske

Hvis I ikke ved, hvad I skal lave, hvis I vil med ind i en lang, klog tankestrøm om livets veje, vildveje og udveje, eller bare vil læse noget bragende godt – så køb Jon Fosse’s bøger ”Det andet navn”. De to første bind af septologien er udkommet og det er forrygende læsning.

Han passer lige til tiden nu – i al fald det tempo de har været de seneste uger og dem der kommer. For han vil nemlig bryde den hast og det tempo så mange mennesker lever med – han vil at vi tænker over vores liv, at vi suger det til os på den langsomme måde. Hovedpersonen tænker…. På sig selv, på livet nu og på den skyggeside vi mennesker også rummer, men som vi kan have en tendens til at gemme væk men som måske netop når tiden går langsommere dukker op i glimt.

Jon Fosse maler med ord, så jeg kan se det billede for mig som hovedpersonen Asle maler – et andreas kors, lilla og brun, er farverne, og det står lysende i mit hoved – og er som et glimt af det himmelske. Fosse taler om tro, troen på sin elskede og sine følelser for hende, troen på Gud, tænker han også over …. Ikke på en dogmatisk måde, men som noget levende, tro som det fabelagtige og umulige der kan opstå lige dér hvor lys og mørke mødes – der står et sted ” …. Det jeg egentlig malede det så de ikke, det så ingen, kun jeg, og så måske nogle få andre, for det jeg malede det var skyggerne, mørket i alt lyset, det egentlige lys, det usynlige lys, men så nogen det? Mærkede de det?

Bogen handler om livet og døden, om svigt, om ensomhed og venskab, om den fortælling vi alle bærer med os i livets rygsæk og som har præget, grundlagt vores værdier og banet vej for udfoldelsen eller sammenpakningen af ens evner.

Jeg skulle lige vænne mig til tempoet, til at han i begyndelsen siger ’Jeg tænker ’ så mange gange … måske for at sætte et godt aftryk i en, at det er en lang tankerække, måske for at få os til at tænke.

Bogen kommer på fineste vis omkring det at vi mennesker er både skrøbelige og stærke, og i besiddelse af en høj værdi fordi vi har evnen til at tænke over vores liv og meningen med eksistensen. Jon Fosse peger på, at menneskers liv leves i stadig forandring, livet kan tage store drejninger fra styrke til skrøbelighed, det kan det gennem en barsk skæbne eller gennem oplevelser, overgreb eller tab som sætter mærker for livet og nogle gange så voldsomt at noget dør i et menneske. Uopretteligt? Eller med et lille håb om forandring til noget godt, ikke godt på samme måde, men på en anden?

Jeg venter spændt på at næste bog i septologien udkommer.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Onsdag 1 april 2020

Venskab og ensomhed

Venskab og ensomhed.

To dyder der forudsætter hinanden …. For en hel del år tilbage blev der skrevet en lille bog med den titel. Det var Lars Bo Bojesen der skrev den og den udkom på Gyldendal i 1995 – hvis nu I fik lyst til at læse den, jeg tror den kan findes antikvarisk. Titlen er skøn og indholdet det samme, og man kan godt give de to dyder en tanke – generelt – og i tiden nu.

Hvis vi begynder bagfra. Med ensomhed, så er der den ensomhed som opstår, når man bærer en tragisk skæbne. Dér hvor et menneske er født og opvokset i en tid hvor massekulturen nivellerer individet til et ligegyldigt eller overflødigt tal. Så er der den ensomhed som man ikke selv er skyld i, den … hvor det er det nære miljø, familien eller forskellige omstændigheder i livet der påfører en den. Der er også den ensomhed, hvor mennesker selv trækker sig fra fællesskabet, den hvor man ikke har modet til at se egne skyggesider i øjnene, eller give slip på noget der hindrer en i at være sammen med andre. Bojesen nævner den depressive, tvangsbetonede, schizoide og neurotiske ensomhed… og flere til. Han taler om den ensomhed som kan fylde et helt liv, i en periode eller måske slå ned i glimt. Som en skøn ældre kvinde en gang sagde til mig ”Jeg føler mig aldrig ensom i mit eget selskab, men jeg kan godt føle mig det når jeg er sammen med andre”.

Så er der venskabet. Forhåbentlig giver det associationer til gode, nære oplevelser med alle de nuancer der ligger i et venskab. De smukke stunder, de gode samtaler, vennen man kan tale med når livet er svært, når man er forelsket, når man har lyst til at dele stort og småt. Ordet ven og vidne er tæt beslægtet med hinanden, og det giver en god indikation af hvad der ligger i en god ven. Hvad angår venskabet nævner Bojesen blandet andet Cicero (106-43 f.kr.) som skelnede mellem tre slags venskaber: Det som er til nytte for en, det man har fornøjelse eller underholdning af og endelig det, man har hvor man lader sig lede af dyden, det gode i sig selv. Det lyder kringlet, det sidste, men han siger det sådan: ” Der findes mennesker der indefra, af deres eget væsen drives til at slutte sig sammen i et venskab; ikke fordi de får nogen nytte eller profit af det, og egentlig heller ikke fordi det altid er særlig morsomt eller fornøjeligt – ægte venskab kan til tider være en sur og smertefuld sag; men simpelthen fordi venskabet selv byder det, fordi venskabet mellem de to er sin egen højeste lov, som det meste andet i livet, måske alt andet må bøje sig for. Det er meningen med at noget er en dyd.” Det sidste sagt, så siger Cicero – heldigvis – at dyden udelukker ikke altid nytten eller fornøjelsen – langtfra.

Der er mange andre nuancer af ensomhed og venskab som jeg vil grunde lidt over på en af mine mange gåture i Dyrehaven. Venskab og ensomhed … jeg tænker, at lidt ensomhed kan vel melde sig, når man for tiden og i nogle uger tilbage og frem ikke kan dele tid med sine venner …. Og jo telefonen er god, men et levende ansigt siger mere end mange ord.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Tirsdag 31 marts 2020

Grib mulighederne

I stedet for at se på det som ikke er muligt, så se på det der stadig er muligt! Noget i den stil formulerede en mand det, jeg mødte – vi talte om afsavn, og om at der er lang vej til de afsavn tidligere generationer måtte tåle – under den spanske syge, under to verdenskrige, i samfundet som slet ikke havde den grad af velfærd som vi er så vant til i dag. Og jeg er helt enig med ham, afsavn er et stort ord som skal bruges nænsomt velvidende at der kan forbindes meget forskelligt med ordet.

Der er noget som ikke er muligt i øjeblikket – gå til købmanden, han holder lukket nogle uger, forretningen skal ændres lidt og det har længe været planlagt. Og ja, det kan være besværligt når man ikke har bil eller kører på cykel, at der ikke er en forretning, man kan gå ned og købe blomster eller havregryn, frisk brød og grøntsager i ….. den mulighed har vi ikke de næste uger. Men – så er det, at en kvik kvinde, kommer forbi mig og siger, at jeg må gerne skrive, at man gennem mig kan få kontakt til hende. Hun er en ’haj’ til at organisere og er god til at få ting ordnet og leveret også varer. Hun vil gerne tage imod bestillinger af mad og diverse, få det købt, pakke det i poser og sågar cykle ned og aflevere – hos de ældre eller syge der måtte have behov for hjælp. Ildsjæle … det er det jeg siger, de findes mange steder. Hænder der vil række og hjælpe! Og tak for det – dagen bliver lysere og lettere, når der er nogle der har blik for, at andre kan trænge til en håndsrækning.

Det er det Paulus også peger på i et af sine breve i Det Nye Testamente – vi skal være tjenere for hinanden. Det er det fineste vi kan være. Det er med til at nogle af de afsavn mennesker kan opleve, små som store – kan bæres lidt bedre.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Mandag 30 marts 2020

Englespor

I min have kommer engle på besøg – i Dyrehaven ser jeg også spor af dem og på vejen i Taarbæk. Små bitte bløde hvide fjer som minder om et usynligt væsen der har været forbi og tabt lidt af sin hvide, bløde vinge…… fjerene ligger, flyver, svæver blidt i luften. Aldrig har jeg set så mange!

Lige siden jeg for over 10 år siden, af en skøn 8 årig dreng, fik blik for de små bløde spor, da han samlede en fjer op og spurgte ”Tror du på engle?” – har de for mig været et synligt tegn for det der ligger uden for vores forestillingsverden. Jeg kan ikke se de små fjer uden at tænke, at i dag er der noget mine øjne og mit sind skal åbnes for. De er små drys af håb og glæde.

Ud fra en religionshistorisk vinkel har der gennem tiden været forestillinger om et overjordisk sted, hvor der var en verden med en mangfoldig gruppe af hemmelighedsfulde væsener…. det er der både skriftlige og billedlige vidnesbyrd om gennem kulturhistorien op gennem tiden. Og som teolog kan jeg pege på et hav af fantasiske og spændende fortællinger om engle i Biblen. Engle som budbringer, Keruber og Serafer der vogter og beskytter, faldne engle. Englen der fortæller Abraham at hans kone Sara vil blive gravid, englen som patriarken Jacob kæmpede med en hel nat, indtil det blev daggry og så blev han velsignet…… og det var også ham, der så engle gå op og ned ad himmelstigen…… og julenat hører vi om engle der siger: ”Frygt ikke!” og i går kunne vi læse fortællingen om englen der kommer til Maria og fortæller, at hun skal føde Guds søn.

Thomas Kluge blev for mange år tilbage bedt om at male et billede af en engel til en kunstudstilling, der var flere der blev spurgt og som stillede op med et billede. Den version Thomas Kluge valgte, var en fjer på en skøn sort baggrund! Den bliver jeg ikke træt af at se på, og ej heller de små bløde fjer i haven – begge dele peger for mig på en sandhed, der lige så stille vil nå os.

Jeg har det som om små fjer forsøger at åbne en dør i sind og sjæl og intellekt for at give os mulighed for at opdage noget oprindeligt og grundlæggende ved vores tilværelse. Det hører til det at være menneske, at vi knokler med at finde nøglen til at forstå livet og det kan ske på mange måder og nogle gange gennem naturen.

Jeg puster en fjer til jer alle ….. gå glad på opdagelse i den forunderlige, besværlige, til tider kaotiske og til andre tider frydefulde tilværelse!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Søndag 29 marts 2020

Hold ud

I bogen ”Natcafeen” skildrer Knud Hansen Van Goghs liv og livsanskuelser  – og han citerer flere af Van Goghs breve som han skrev til sin bror. I et af brevene fortæller Van Gogh, at han i en lang periode ikke kunne male, men brugte tiden på at blande farver og øve sig med sine pensler. Det var en lang og anstrengende periode i hans liv. Til gengæld blev hans udholdenhed rigere belønnet end han havde turdet drømme om, da motiverne pludselig kom strømmende til ham. 

Jeg kom til at tænke på Van Gogh i går, og man kan jo drømme om at perioden nu, der indimellem kan føles lidt som en ørken, kan belønne en med nye kræfter, inspiration og mod på et senere tidspunkt. Jeg skal i bund og grund ikke klage, for jeg kan stadig virke, møde mennesker, holde nogle handlinger, skrive og tale – og alligevel savner jeg min daglige rytme med gudstjenester, de almindelige søndage og de særlige som i påsken, jeg savner at kunne samles mange, rejse, tage på tur, gå på museum og meget andet. I aften skulle jeg have været inde og høre ”Matthæuspassionen ” i St. Johannes kirke i København, og jeg havde glædet mig! – ikke alene er musikken vidunderlig – men i år skulle Nenia Zenana dirigere. Hun har sat den op, og vinklen er genial: Tilgivelse. Fokus er på Peter der trods sit svigt, bliver tilgivet – 3 gange – af Jesus.  Så vidt jeg forstår skulle Peter være på scenen hele tiden – og tænk et vigtigt budskab: tilgivelse – det er godt at have i sin synsvinkel.  Indtil Passkonen bliver sat op – må jeg så høre den herhjemme på cd, og det vil jeg gøre, det er stor musik, store følelser og den største fortælling. 

Tiden nu kræver udholdenhed – og det er dét Van Gogh vel også peger på med sine ord. 

Man kan jo bruge tiden til at tænke lidt over udholdenhed – hvordan har vi det med den? I vores ægteskab, i forhold til venner, arbejde, måske skole og uddannelse – der er meget i et liv, som kræver at vi holder ud… og vi kender vel godt fra vores livsforløb tidspunkter hvor vi havde en tung tid på arbejde, en krise i ægteskabet, uvenskab med en ven eller noget andet der krævede at vi holdt ud – og holdt af – og hvor vi, når vi ser tilbage,  i nogle tilfælde må erkende at alt ’faldt på gulvet og gik itu’ men i andre mærkede, at anstrengelserne bar og måske endog blev belønnet med ’noget mere’?

Glædelig søndag!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Lørdag 28 marts 2020

Mennesket  – en stjerne

Hvem ringer klokkerne for?  Måske har I lagt mærke til kirkeklokkerne ringer kl. 17.00 i øjeblikket. Selvfølgelig også om morgenen – men alle kirker i landet ringer samtidigt i øjeblikket om eftermiddagen. For dig, for mig, for os alle … for at minde om at det er tid til bøn, tid til eftertanke, tid til at hvile og lade roen sænke sig.

 ”Lene er en stjerne” sagde en skøn svensk stemme, da vi mødtes ved bænken foran den røde låge og hørte den skønne sprøde lyd af kirkeklokker, og ja det er Lene – for hver dag lidt i fem går hun til kirken, og får klokkerne til at ringe. De er nemlig ikke slået til automatisk på det tidspunkt. Det er herligt med ildsjæle, der i vid udstrækning følger de regler myndighederne giver, men som også har blik for, at der altid er noget vi kan gøre: hjælpe hinanden! Med klokkeringning ja, og med meget andet. Små samtaler, bære med på hinandens opgaver, lægge præstens klummer på Taarbæk Nyt, træde til der hvor andre mener de ikke kan og vil… listen er lang – og tak for det! 

Grundtvig definerede begrebet livskvalitet som ”Et jævnt, muntert, virksomt liv på jord” – jævn forstået som livsrytmen, munter gik på holdningen til det vi gør og oplever og virksom at vi udfører noget. Måske er det også derfor en hel del savner deres arbejde, vi mennesker vil gerne gøre noget, og døgnets rytme lever af balancen mellem at virke og hvile.  At få stillet krav og gøre nytte og lave lige det man vil. 

Der findes en lille irsk historie der fortæller om forskellen mellem den tid der sløses bort og den fritid man gør sig fortjent til. Sandheden er den, at folk der aldrig har noget at tage sig til, oftest er de mest utilfredse fordi de keder sig. På den anden side er fritid noget man glæder sig over netop fordi man har lagt et arbejde bag sig for at opnå den. 

Klokkerne minder om livsrytme, om dagens rytme – om at når de slår om morgenen, så er det tid til at stå op og se hvor vi kan gøre gavn – ikke nødvendigvis som vi plejer, men kan vi så en lille spire af glæde, håb, hjælp et eller andet sted så er det også noget, og når klokkerne ringer solen ned kl. 17.00 så kan hvilen i en eller anden form indfinde sig.  

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Fredag 27 marts 2020

Guds hænder

Min tid er i dine hænder” ….sådan udtrykte Dietrich Bonhoeffer sig i et af sine skrifter. Han var teolog, tysker og blev i 1943 frihedsberøvet i to år af tyskerne under 2 verdenskrig og 9 april 1945 blev han henrettet – blot 39 år gammel. Ordene om ”Min tid er i dine hænder” – skriver han under inspiration af Davids salme 31 – fra Det Gamle Testamente – i et brev, til nogle af sine medfanger hvor han formulerer en bøn. Han finder en stor trøst i, at hans liv er i Guds hænder, og har en tillid til at vi som mennesker aldrig lever alene men altid med følgeskab af Gud.

Det betyder ikke, at han bare overgiver sig til en skæbne, eller ukritisk tager imod hvad livet og dagene byder ham. Slet ikke! han har holdninger, han har mennesker han kæmper for og elsker, han gør alt hvad han kan for at lægge noget ordentligt ind i hver eneste dag og gør sig umage for at bruge tiden, tale magthavere imod som han i de år ikke mener skaber en fremtid der er ’for hele folket’ sådan som evangeliet taler om. Med sine evner og ønsker for livet mellem mennesker går han ind og præger, i alt det han synes han er væsentligt… i tillid til at hans tid er i Guds hænder.

Hvad står der så i Davids salme 31? Ja i den nye 2020 udgave af Biblen som lige udkom her den 22 marts står blandt andet (s.679):

Herre, hos dig er jeg tryg,

lad mig ikke stå med skammen.

Du er retfærdig, red mig.

red mig hurtigt.,

Vær min klippe og min redrning,

en stærk borg,

led mig, og før mig…….

I din hånd lægger jeg min ånd.”

Davidssalmen fortsætter, læs den, nyd den og hør at Gud lytter! Selv holder jeg meget både af Davidssalmerne og sætningen ”Min tid er i dine hænder” – smukke billeder fra eget liv og kunstens dukker op – og en grund ro forplanter sig i mig. Den samme som jeg følte som barn, når jeg gik med min lille hånd i min farfars store, roligt hen ad stranden, ikke mange ord – men begge kiggede vi efter forstenede søpindsvin.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Torsdag 26 marts 2020

Ungdommens tro

Der er ikke – desværre – konfirmandforberedelse i øjeblikket. Og jeg savner jer unge mennesker, med alt det I kan vække i mig af glæde, provokation, nye tanker, irritation men aldrig ligegyldighed!

De unge har meget at byde på, og kan overraske gang på gang. Her mens de er hjemme, har jeg givet dem en opgave – som vist er ved at drukne i de mange lektier skolerne giver – men en af dem jeg har fået er vidunderlig smuk og tankevækkende. En af drengene skriver:

Jeg er også vokset op i en kristen familie, min mor har altid være kristen og vi har været i kirken mange gange da jeg var lille, men dengang synes jeg bare at det var kedeligt, og nederen at tage i kirke, men i dag er det mere end bare at tage i kirke, det er ligesom en følelse af rensning. Det lyder måske mærkeligt, men det er sådan jeg føler. Jeg går der ind, måske træt og sur over at det er mandag næste dag, men når jeg går ud fra kirken, er jeg i et helt andet humør. Jeg er taknemmelig og glad for det at jeg har det liv jeg har, og at det er ok at lave fejl, det gør vi jo alle sammen. Nogle gange er det bare svært at vide det.”

Ja! Tænker jeg – det ok at lave fejl, det gør vi alle sammen, ikke fordi vi skal stræbe efter det, men fordi det er et vilkår ved at være menneske, at når vi lever, satser, håber, stræber og handler – så får vi indimellem gjort noget forkert. Det kan der være nok i omgivelserne der påpeger, men så er det, at vi har et ”helle” hvor vi er meget mere end det vi laver af fejl, hvor vi bliver mindet om, at vi ikke er de eneste, og at vi er gode nok som vi er. Og tænk engang – at en 14 årig kan berette, at det at gå i kirke er rensning! Ja – sindet og sjælen får sit og man kan opleve at noget det mørke, det svære, der hvor man begik fejl – bliver renset væk. I kirken kalder vi det syndernes forladelse, store ord – og nødvendige og fint oversat med ”rensning”.

Jeg savner ikke alene konfirmander, jeg savner også at gå i kirke. Høre ordene som er større end de daglige, få rakt tilgivelse og nyt mod og kraft til ugen der kommer, høre Carl Ulrik spille – og møde ansigterne hos alle dem der sidder på kirkebænkene, ligger til alters, giver hånd i døren og rækker venlige ord. Jeg holder så meget af søndagens højmesse.

Og så er det jo fantastisk at få rakt en lille prædiken, af en konfirmand, der har sendt den med gode ord. Han skriver også:

Kristendommen kan give mig håb og tro. Tro på tilgivelse, og tro på at vi mennesker sammen kan skabe en bedre verden, at vi mennesker er stærkere sammen”.

Ja tak! – lad os løfte i folk, skabe gode tider ved at sende en hilsen, ved at give krop til det som kristendom er, ved at holde ud og allermest holde af.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Onsdag 25 marts 2020

Glæde er at tage imod

Jeg mødte en pige i går, da jeg var ude og gå tur med hunden. 10 år – smilende, sjov og med et fint strejf af realisme, da hun også kunne fortælle, at hun havde været lidt trist i dag. Hun havde fået lavet alle sine lektier, hun var sammen med sin familie, hun fik frisk luft, havde masser af legetøj og alligevel så var der også noget der var svært.

Jeg forstår hende godt! Jeg synes selv, jeg er god til at få øje på livets mange glimt af lys og muligheder, og samtidig, er der også andre tanker der trænger sig på. Når ens dagligdag ændrer sig, som den gør i øjeblikket, når man får mere tid i sit eget selskab, så dukker der også andre grundfølelser op end glæde – frygt, sorg og vrede. De fire sider af livet, kan vi føle. Glæde er at tage imod og åbne sig, frygt forudsætter en trussel, sorg forudsætter et tab, både et fysisk og der hvor vi giver slip på drømme og endelig vrede både på os selv og andre.

Jeg er fra en generation, hvor vi troede vi både kunne blæse og have mel i munden samtidig, og tiden lige nu viser at sådan er det ikke. Der er tidspunkter hvor vi som mennesker ikke kan alt det vi gerne vil. Se dem vi vil, have friheden som vi jo i høj grad har her i området og i landet til at give os i kast med mange ting, vi kan rejse, vi kan se mennesker vi kender og holder af, vi kan gå i skole og lege og lære, vi kan arbejde og pleje fritidsinteresser og meget andet. Vi har som jeg talte om til Sankt Hans meget frihed, som generationer før os har kæmpet sig til, som vi holder af … og lige nu oplever vi, at den frihed i en eller anden grad begrænses. Cirklerne bliver mindre, og vi kan opleve at mærke os selv på en anden måde. Mærke ensomheden, mennesket er et relationelt væsen, og lige nu kan vi ikke bare se alle dem vi gerne vil. Mærke frygten for hvornår og om livet bliver det samme. Sorgen over noget af det, vi så gerne ville give os i kast med, men som ikke er muligt lige nu.

Min gamle mentor sagde, at der er tre måder at få det man gerne vil have:

  • Kæmpe sig til det

  • Forføre sig til det

  • Opgive sig til det

Den sidste – er måske den vi kan prøve lige nu. Opgive at få det som vi plejer lige nu. Det er kristendommens påstand, at selv i afmagten kan liv opstå og vi kan få noget givet, måske ikke lige i den form som vi selv forestiller os, men i en anden?

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Tirsdag 24 marts 2020

Mød Jesus

Fra det øjeblik vi kommer til verden er vi omgivet af ansigter der møder os med blikke. Indtil vi dør møder vores øjne andres blikke. Gode og kærlige blikke. Nysgerrige. Besiddende. Stirrende. Åbne og lukkede. Vi bliver set, og ser selv, hvis altså ikke vi er født blinde eller sygdom eller ulykke gør at vi mister synet undervejs i livet.

Synet er underfuldt. Vi kan disciplinere vores blik til at se opmærksomt, sådan at vi ikke projicerer, men i stedet formår at se det, som ligger lige for øjnene af os. Det kræver øvelse… stor øvelse. At se kan også betyde, at vi først rigtigt ser tingene derude, når de åbner rum i vores indre. Eller som kunstneren Emil Nolde sagde: ’Ved du hvad det vil sige at sé? – ’At berige” At se vil altså sige at trænge igennem og berige. Eller måske endda opfinde? For at ligne sig selv, må man opfinde eller genfinde sig selv, igen og igen med hvert blik. Andres blikke kan da gøre meget ved os. Nogle gange kan et enkelt blik fra et andet menneske gøre at vi føler os set, at livet og vi selv åbner os og at varme og glæde strømmer. Andre gange kan blikke få en til at føle sig overset, set igennem eller set på med misbilligelse. Dagligt møder de fleste af os andres blikke.

Men noget vil altid være skjulte ord for os – for tiden er det fastetid, og om vi ville det eller ej, så er dagens tempo sat ned i øjeblikket og vi kan med god grund se lidt indad, se på det nære, se på det hvis betydning vi kun aner – for et liv er gådefuldt og der vil være aspekter i ethvert liv, som er skjult for andre eller for os selv. Apostlen Paulus formulerede det så smukt i sit brev til menigheden i Korinth (Kap. 13): ’Endnu ser vi i et spejl, i en gåde men da skal vi se ansigt til ansigt’.’

Hvad med at bruge fastetiden til også at se på Ham, vi ikke lige kan se, men som forsøger at vække os, tale til os, skabe nyt liv og mod – her på vejen mod påske?

Salmedigteren K.L. Aastrup, her skrevet en salme der hedder ’Vejen til Jerusalem’ – i den er der to salmelinjer, som af nogle er blevet kaldt ’de to bedste salmelinjer, der er skrevet i det 20 årh’. De siger: ”Og alt vort håb er gemt deri: han kunne ikke gå forbi”. Det er et fabelagtigt Gudsbillede!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Mandag 23 marts 2020

Daglig gave og opgave

Da jeg var barn, holdt jeg af når det var mandag og Anders And udkom. Der var kapløb hjem fra skole på cyklerne .. hvem kom først… min bror, min søster og jeg ræsende afsted, prøvede at finde den hurtigste rute for at kunne smække døren op og råbe ”Jeg kom først!” Den der kom først fik bladet først. Sorteper var en af mine yndlingspersoner, Madam Mim ligeså – selvom det ikke var så ofte, de var med. Anders And og Andersine var skønne og var Kylle, Pylle og Rylle med… så var det ekstra morsomt. Men det allerbedste det var Rip, Rap og Rup og deres grønspættebog – jeg kunne drømme i timevis over, hvad man kunne slå op i sådan en bog. Tænk at have en bog med svar på alverdens spørgsmål – tanken var storslået.

Jeg kom til at tænke på grønspættebogen, da jeg læste en anmeldelse af ny oversættelsen af Goethes ”Wilhelm Meisters læreår’ fra 1796. Måske fik Carl Barks, skaberen af de første Anders And fortællinger – inspirationen fra Goethe til at give de små ællinger en bog med svar på livets spørgsmål? Goethes bog handler om dannelse – og i denne tid – hvor der er lidt mere tid til eftertanke, og måske også til at føre nogle af ideerne ud i livet, er dannelse meget godt at vende. I bogen står en lille ’øvelse’ som vi hver især kan efterprøve:

Hver dag burde man i det mindste høre én god sang, læse ét godt digt, se ét fortræffeligt maleri og, hvis det er muligt, føre én fornuftig samtale”

Sådan … så ved man, hvad man kan give sig i kast med. Det med sangen må være muligt, hver morgen giver Phillip Faber sine bud på sange der kan høres, ja måske endda synges som de gør nede i nummer 59 – ud fra altanerne. Det med digtet, der læste jeg til morgen fra Pia Tafdrups digt samling ”Tusindfødt” -alene titlen skaber billeder i mit hoved – men I får et helt digt:

Hvad er det at bære en gave frem

i sin favn,

hvis ikke man føler sig tilskyndet

til at afstå fra alt?”

Maleriet – gå rundt kig på jeres vægge, har I børn lad dem tegne et af dem – i egen gengivelse vel at mærke. Det med den fornuftige samtale – den kan føres på et hav af måder, med afstand på gaden her i vores egen by, ved at løfte telefon røret og ringe til et menneske I kender og elsker, eller en I ikke har talt med i lang tid, en I vil forsones med? En I vil dele tid med? En I kan få et godt råd af eller bare fortælle at verden står endnu …

Og denne dannelses øvelse er en der kan trækkes frem og øves hver eneste dag. Måske kan både børn og voksne lave deres egen grønspættebog.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Søndag 22 marts 2020

Herrens dag er hviledag

 Hvad skal du lave i dag?

Søndag er hviledag … tid til at lave noget andet end det vi plejer… og når jeg hører kirkeklokkerne ringe, så er det for mig signal til, at sindet skal åbnes for eftertanke. Jeg elsker at gå i kirke søndag morgen – og savner det disse søndage hvor kirken er lukket  – for udover at musikken er anderledes er ordene det også – og dagen er for mig en påmindelse om, at det er vigtigt at skærpe sanserne, hvile sindet, lave noget andet end resten af ugen – sådan, at når ugen begynder og vi går i gang igen – har vi mod, kræfter og fantasi til det, vi hver især foretager os.

Søndag er tid til at være uden at være på.  Tid til at bede – og det forekommer mig ikke blot i denne tid men altid, at der er meget at bede om og især mange at bede for. Måske kan man sige, at bøn er en tilstand, hvori vi lader livet ånde igennem os, dybt, roligt, inderligt og på den måde har vi mulighed for at komme i kontakt med os selv?

Bøn er en tilstand af nærvær og opmærksomhed og skabes af det der fylder vores sind: Glæde, lykke og tak – og til andre tider bekymring, frygt og vrede. Bønnen giver tillidsforholdet mellem mennesker, og mellem os og Gud, skikkelse. At bede er nogle gange at sætte alt på et nummer, at satse, at tage troens spring uden garanti. Men den der ikke beder, får ikke; den der ikke vover, vinder ikke.

En fortælling jeg holder meget af, er den om patriarken Jacob der i kampen om velsignelsen insisterer på sit forhold til Gud.  En hel lang nat kæmper han, mørket er rundt om ham, han får et slag på sin hofte, men han giver ikke op. Han fortsætter samtalen og kampen med Gud, indtil Gud velsigner ham. 

I bønnen ligger erkendelsen af, at selvom vi har mange evner og styrker, så kommer der tidspunkter i ethvert menneskes liv, hvor vore egne evner ikke rækker, hvor kræfterne svinder og sindet bliver blødt, og vi har brug for Gud, og nogle gange må vi insistere på, at Gud viser sig. 

Nogle gange får vi vores bønner opfyldt – det kan være få eller mange ord, nogle gange måske blot et suk eller Fadervor –  og andre gange udebliver resultatet af den konkrete bøn, hvilket kan frustrere og nogle gange fylde med sorg…..men er det ensbetydende med, at vi ikke gives noget? Hvis vi eftertænker, var der så ikke gange, hvor livet alligevel åbnede for velsignelse? Ikke nødvendigvis i den form eller den konkrete ting eller oplevelse vi havde bedt om, men på en anden måde som vi ikke på forhånd havde kunnet sige os selv?

Glædelig søndag! En hel dag – endda en solskinsdag rækkes os her til morgen…. Brug den, øs af den, sæt til, og giv ud….

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Lørdag 21 marts 2020

Livsfylde

Jeg har tænkt over ordet ”vindpust” den seneste uge, hvor jeg har været i Dyrehaven med hunden – det vrimler med mennesker, ikke tæt på hinanden, men med god afstand –og lyst til at hilse. Med dages mellemrum bliver jeg overhalet af en lille dreng. Og med cykelhjelm de mest vidunderlige røde kinder, skøn strikket sweater – suser han forbi, drejer hoved let, og man kan se han har smil i blikket og en gavtyv gemt bag øret… vi siger hej, og så flyver han videre… Der er en stor glæde i at se ham!

I Prædikerens bog som jeg nævnte tidligere på ugen, bruges ordet tomhed – men slår man op i den hebraiske bibel så kan ordet også oversættes som vindpust…. – og læser man hele skriftet, vil man se, at det ord går igen i næsten alle kapitaler. Det handler om nuet, om at gribe dagene, få indhold og fylde i dem, vedvarende se nyt i det kendte, og holde sig for øje hvor vigtigt og spændende det er. Det handler om, at lade den livsånde, der er blæst ind i os mennesker, få kraft til at virke og leve. Vi er mange der trækker vejret uden at tænke over det, men åndedrættet kan noget. Det er en gave at trække vejret ubesværet, og det minder os om, at vi lever i og af en større sammenhæng. Vi lever af at give og modtage både konkret med kultveilte og ilt og i overført betydning.

Den lille flyvende cykel dreng – mødte små venner forleden, og for første gang i mine snart 11 år her i byen som præst – så jeg tre små skønne unger cykle alene …helt hen til foderhuset, der stod de af cyklen, fik vejret og så på krondyrene – for så igen at sætte sig på cyklerne og køre tilbage til deres forældre. De var i nuet – de tænkte slet ikke over det, men hengav sig bare til det helt spændende det kan være at cykle 200 meter … alene. Det er livsfylde uden at de tænker over det – men de mindede mig om det!

Jeg glæder mig til vi ses igen…

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Fredag 20 marts 2020

Tab kan ikke trøstes væk – heldigvis

Trøsten er, at der ingen trøst er” – det lyder sørgmodigt, og det er meget andet end det. Da jeg var præst på Herlev Hospital, og kom i kontakt med mennesker der bar tunge fortællinger og sygdomme, kunne jeg godt mærke at mine egen følelser rørte på sig. Heldigvis – kan man sige, for det gør, at man får et glimt af hvad det andet menneske er udfordret af, og man må indimellem ind i sig selv for at være tilstede for et andet menneske; en kvinde der havde fået amputeret begge ben og nu sad i rullestol, en far der var indlagt dødeligt syg og kun havde tanke for sine tre små børn og sin gravide hustru, yngre og ældre der vidste, at tiden har en udløbsdato – og alle og mange flere til – spandt de tråde i mit sind til vrede, frygt, sorg … og glæde. Alle fire grundfølelser dukker op hos os alle helt spontant, men hvordan vi bærer dem er forskelligt fra menneske til menneske. Hver især har vi vores ”bagage” med fra livet, og vi berøres, når vi møder mennesker der er ramt på den ene eller anden måde, når vi står ansigt til ansigt med dem, og når vi ser og læser om det der kan overgå et andet menneske af sygdom, sorg og udfordringer.

Mens jeg var hospitalets præst gik jeg selv til sjælesorgssamtaler hos Bent Falk – og det var ham, der sagde ”Trøsten er, at der ingen trøst er” – han pegede på, at det handler om, at leve med det vi rummer, og ikke leve sådan at man kan få en masse til at gå væk. Vi kan ikke altid vælge det vi ønsker, vi er heller ikke herre over livets vilkår – ingen ønsker lidelse og smerte men det ér – men vi kan vælge vores handlinger, vi har visse valgmuligheder. Ellers var der jo intet ansvar tilbage hos mennesket. Og livet bliver indviklet svært, når vi vil lave dét om, vi ikke kan lave om.

Sætningen jeg indledte med, peger på, der er tab som ikke kan trøstes væk og heller ikke skal det. Det ville være forfærdelig trist, hvis man kunne trøste et menneske til ikke at være ked af at have mistet sin elskede. For det der kan trøstes væk, har jo ikke stor og dyb betydning. Et pust på benet og et ”op igen” – det går – når vores børn falder, det er uheld og de kan rejse sig igen og lege videre 5 minutter efter. Men tab af dem vi holder af at dele tid med, dem vi elsker, nærhed og samvær som er dyrebare stunder for os, ting vi kan lide at lave, arbejdet som giver glæde og energi – alt det vi holder af ved dagene og livet – det vækker sorg når det forsvinder – for altid eller for en stund – og der er for mig en stor trøst i at mærke, at der er noget, og noget som betyder meget for mig, at det ikke kan trøstes væk!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Torsdag 19 marts 2020

Få det bedste ud af i dag

For alt under himlen er der en tid”… sådan skrev en af de gamle .. med et realistisk syn på livet, og med blik for, at det at være menneske er at leve i forandring. Vi ved godt, at der er tider i livet, hvor alt er smukt og godt, hvor det er dans, glæde og samvær der fylder og i de tider – hvis vi da ellers mærker os dem – har vi lyst til at vedblive med at være i situationen, der beder vi ikke om forandring. Så er der andre tider, hvor udfordringer og måske endda sorg og tab fylder, og hvor vi desperat kan ønske os at alting var anderledes.

Livet leves i konstant forandring, og når dagene suser afsted, og omgivelser og råderum er som vi ønsker, tænker vi måske ikke så meget over det. Men når situationen ikke er selvvalgt, så tror jeg, vi er mange der mærker helt andre tanker i sindet.

På børnenes skole får vi ind imellem nyhedsbreve, og jeg læste en lille historie:

Engang besøgte en journalist en lille ø i Stillehavet. Han talte med en mor til 4 børn, og de sad på den smukkeste hvide strand. Journalisten var tydeligt misundelig på moderen – tænk at bo sådan et sted.

I løbet af samtalen kom det frem, at øen grundet sin beliggenhed sagtens kunne opleve jordskælv med efterfølgende tsunamier, orkaner, tørke og voldsomt regnvejr.

Hvordan kan du fortælle det så roligt?” spurgte journalisten.

Det kan jeg, fordi vi på denne ø ved, at vi ikke kan kontrollere Moder Natur. Du kommer fra en verden, hvor man tror, man kan kontrollere alt og planlægge alt, og måske I så glemmer at få det bedste ud af dagen i dag, nuet. Vi her på øen ved egentlig ikke, hvad der sker i morgen, og om i morgen kommer. Derfor lever vi det bedste vi kan, i nuet”

……. Nuet – det peger prædikeren på, og har vi glemt hvilken omskiftelighed vores liv rummer, så gå ind og find din bibel eller se den på nettet, slå op i det Gamle Testamente og læs Prædikernes bog … læs om dagenes vekslen mellem det der er lyst og legende let og det der er tungt… eller gå ud og mærk livet i dag – hør fuglens kvidren… der er masser af håb og stilhed … og en dag så er der larm, travlhed og masser af gøremål igen!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Onsdag 18 marts 2020

Et ansigt taler

Der er meget jeg kan forestille mig anderledes

en anderledes sommer i Danmark

anderledes priser på bøger og øl

en anderledes regering

det anderledes København – men for sent byen er allerede anderledes

..fred på jorden kan jeg forestille mig

Såvel som jordens undergang

Alt kan jeg forestille mig anderledes

Alt

Undtagen dit ansigt…”

Ordene er Benny Andersens – i digtet ”Ansigtet ved dit ansigt” og peger på, at der er mange forandringer vi kan forestille os at bære, og nogle vi kan lære at leve med og så er der, de forandringer, der er så svære, og som sætter spor, og som vi ikke kan forestille os, hvordan vi skal klare, når vi tænker på dem….. Hvordan leve uden sine venner når man er ung og glad og frisk og holder så meget af sine venner? Hvordan holde ud at sidde og spise alene og ikke have bare et lille besøg? Hvordan lade være med at invitere gæster når man nu har fødselsdag og fylder vigtige år? Eksemplerne står i kø … lige nu…og selvfølgelig gør de det

Et ansigt taler. Det kan udstråle lys, tillid, nysgerrighed, og også et krav om at blive taget vare på, lytte, følge med på de ideer eller ord der siges. Ansigter fortæller historier om et menneskets liv. De kan være åbne og lukkede, lattermilde, vrede, drømmende, de kan være unge og glatte eller tiden kan have afsat spor i form af smilerynker, furer, givet det karakter. Til tider kan vi opleve ansigter, hvor sorg og sygdom kaster sin skygge over dem. I andre har glæden tegnet sine fine spor. Hos de fleste er alt dette vævet sammen – ansigtet er et udtryk i konstant forandring. Det ansigt – eller de ansigter – vi hver især tænker på i dag, har mødt vores, og vist os tusinde variationer af livets store tema. Derfor vil vi så gerne stå ansigt til ansigt med et andet menneske … alle vores store livsfortællinger involverer en anden. Et levende menneske.

Benny Andersen slutter sit digt:

Jeg kan ikke forestille mig dit ansigt anderledes

Det er det forfærdeligeste ved det

Godt det samme!”

Livet er fuldt af forandringer – de smukke, hvor vi netop har møder med levende mennesker som gør dagen bedre og skaber stunder af evighed på den fineste måde – og så er der lige nu, hvor vi ser hinanden på afstand… men tænker jeg, dog kan vi stadig se hinanden – om end i glimt men som bærer vidnesbyrd om, at vi er her stadig – og en ting mere…. minder om den rigdom at vi har mennesker vi holder af, elsker og kender. Godt det samme!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

 

Dagens hilsen fra din præst

Tirsdag 17 marts 2020

Livsgnisten kan komme igen

Ikke et ord om C-virus – jeg tænker, at vi er mange der ser nyheder og læser aviser og jeg overvejer om vi ikke har sprækker i sindet der trænger til at blive fyldt af noget andet der også har med livet at gøre.

Jeg vil derfor forsøge hver dag at sende en hilsen – for vi er her jo stadig….

I weekenden læste jeg en fin lille bog ”Agathe – skrevet af Anne Cathrine Bomann. Hun er psykiater og hendes hovedperson er det også. Bogen indleder med at hovedpersonen tænker ”Hvis jeg gik på pension, når jeg var 72, var der fem måneder tilbage at arbejde i. Det svarede til 22 uger, og hvis alle patienterne kom, betød det, at jeg manglede præcis 800 samtaler. Hvis der var afbud eller sygdom, blev tallet selvfølgelig mindre. Det var der en vis trøst i, trods alt. ”

Som I nok kan høre, er livsgnisten ikke den største hos hovedpersonen, men nogle gange kan nye møder, situationer der kommer på tværs, åbne for noget i en der sender lys ind… nogle gange kan netop de sprækker af lys, gøre at det kendte får ny og større betydning.

Det er ikke for sent at udrette noget, stort eller småt – for at blive nogen. Nogen er man vel, når man har noget man brænder for, noget man stadig vil, nogle der betyder noget for én. Livet har sine egne forunderlige veje, og vilkår for os mennesker kan være meget forskellige og tilfældigheder og evner og muligheder spiller ind på, hvad man bliver arbejdsmæssigt og omgangsmæssigt. Men – og det er der fortællingen rammer mig: vi kan alle være noget for nogen. Det er forunderligt, at netop gennem en samtale med et menneske psykiateren ikke ønskede at involvere sig i, låner han et blik der gør, at han selv får nyt syn, får sagt noget andet end han plejer, bliver lidt mere modig, sågar mærker sine følelser spire…

Vi kan hver især eftertænke, hvad er vi bange for…. måske endog gøre den snublesten til trædesten og forsøge, at komme overens med det vi kan frygte, og så prøve lidt alligevel? Finde vores plads i livet, ikke ved at kaste os ud i nye store, spændende projekter – men ved at gøre det kendte nyt!

Og måske kan det være en plads i en lænestol med en bog, det kan være tid til at lytte til et helt musik stykke, muligheden for at læse en fortælling højt for sit barn, eller skrive et brev til en der vil nyde at få et brev i postkassen…. Det kan også være at flytte sig en anelse og se sine arbejdsopgaver fra en ny vinkel…

Bogen er en fortælling om, at vi behøver ikke måle os med andre, men se hvor kan vi selv virke og være og en fortælling om, at selv der hvor kedsomhed fylder kan nye vaner opstå.

Sognepræst Charlotte Paaskesen