Om kirken

I Det Gamle Testamente er der en fortælling om Kong Saul, der indimellem syntes, at sindet kunne blive mørkt og tankerne tunge. Han erfarede, at den unge Davids musik kunne lette stemningen, og få humøret til at stige.

Han erfarede også, hvordan musikken kunne understøtte og udvide glæden, når livet var stort og vidunderligt.

Musik kan løfte, vække sindet, give nyt håb og mod, ideer, ro og tid til refleksion.

Vores orgel har godt 1200 piber med toner der spænder fra den spædeste tone til den dybeste bas. Fint spejl af livet og de toner vi kan opleve dét i.

Præstens tanker

Dagens hilsen fra din præst

Det er mærkelige tider, hvor vi ikke kan mødes om søndagen, alle arrangementer er udskudt, og når vi mødes står vi med mellemrum på vejene og må erkende at vores råderum er blevet noget begrænset – i al fald i forhold til det vi er vant til. Men måske er der stadigmasser af råderum – bare til noget andet?

Det vil jeg tænke over i den nærmeste tid, og dele tanker med jer. Ideen fik jeg af Alfreds mor, da vi mødtes på fortovet – og hun sagde: ”Skriv lidt flere klummer”. Fra i dag skriver jeg derfor om løst og fast, om hvad jeg læser og laver, i en lille klumme under overskriften: ”Dagens hilsen fra din præst” – så ved I, at jeg tænker på jer, og beder for at sundhed, godhed og venlighed må komme jer i møde hver eneste dag.

Har I tid og lyst til at læse, så se på Taarbæk Nyt hvor Lene lægger den op hver dag – eller på kirkens hjemmeside under ”Om kirken/præstens tanker”

Masser af forårshilsener

Sognepræst Charlotte Paaskesen

******************************************************

Dagens hilsen fra din præst

Mandag 30 marts 2020

 

I min have kommer engle på besøg – i Dyrehaven ser jeg også spor af dem og på vejen i Taarbæk. Små bitte bløde hvide fjer som minder om et usynligt væsen der har været forbi og tabt lidt af sin hvide, bløde vinge…… fjerene ligger, flyver, svæver blidt i luften. Aldrig har jeg set så mange!

Lige siden jeg for over 10 år siden, af en skøn 8 årig dreng, fik blik for de små bløde spor, da han samlede en fjer op og spurgte ”Tror du på engle?” – har de for mig været et synligt tegn for det der ligger uden for vores forestillingsverden. Jeg kan ikke se de små fjer uden at tænke, at i dag er der noget mine øjne og mit sind skal åbnes for. De er små drys af håb og glæde.

Ud fra en religionshistorisk vinkel har der gennem tiden været forestillinger om et overjordisk sted, hvor der var en verden med en mangfoldig gruppe af hemmelighedsfulde væsener…. det er der både skriftlige og billedlige vidnesbyrd om gennem kulturhistorien op gennem tiden. Og som teolog kan jeg pege på et hav af fantasiske og spændende fortællinger om engle i Biblen. Engle som budbringer, Keruber og Serafer der vogter og beskytter, faldne engle. Englen der fortæller Abraham at hans kone Sara vil blive gravid, englen som patriarken Jacob kæmpede med en hel nat, indtil det blev daggry og så blev han velsignet…… og det var også ham, der så engle gå op og ned ad himmelstigen…… og julenat hører vi om engle der siger: ”Frygt ikke!” og i går kunne vi læse fortællingen om englen der kommer til Maria og fortæller, at hun skal føde Guds søn.

Thomas Kluge blev for mange år tilbage bedt om at male et billede af en engel til en kunstudstilling, der var flere der blev spurgt og som stillede op med et billede. Den version Thomas Kluge valgte, var en fjer på en skøn sort baggrund! Den bliver jeg ikke træt af at se på, og ej heller de små bløde fjer i haven – begge dele peger for mig på en sandhed, der lige så stille vil nå os.

Jeg har det som om små fjer forsøger at åbne en dør i sind og sjæl og intellekt for at give os mulighed for at opdage noget oprindeligt og grundlæggende ved vores tilværelse. Det hører til det at være menneske, at vi knokler med at finde nøglen til at forstå livet og det kan ske på mange måder og nogle gange gennem naturen.

Jeg puster en fjer til jer alle ….. gå glad på opdagelse i den forunderlige, besværlige, til tider kaotiske og til andre tider frydefulde tilværelse!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Søndag 29 marts 2020

I bogen ”Natcafeen” skildrer Knud Hansen Van Goghs liv og livsanskuelser  – og han citerer flere af Van Goghs breve som han skrev til sin bror. I et af brevene fortæller Van Gogh, at han i en lang periode ikke kunne male, men brugte tiden på at blande farver og øve sig med sine pensler. Det var en lang og anstrengende periode i hans liv. Til gengæld blev hans udholdenhed rigere belønnet end han havde turdet drømme om, da motiverne pludselig kom strømmende til ham. 

Jeg kom til at tænke på Van Gogh i går, og man kan jo drømme om at perioden nu, der indimellem kan føles lidt som en ørken, kan belønne en med nye kræfter, inspiration og mod på et senere tidspunkt. Jeg skal i bund og grund ikke klage, for jeg kan stadig virke, møde mennesker, holde nogle handlinger, skrive og tale – og alligevel savner jeg min daglige rytme med gudstjenester, de almindelige søndage og de særlige som i påsken, jeg savner at kunne samles mange, rejse, tage på tur, gå på museum og meget andet. I aften skulle jeg have været inde og høre ”Matthæuspassionen ” i St. Johannes kirke i København, og jeg havde glædet mig! – ikke alene er musikken vidunderlig – men i år skulle Nenia Zenana dirigere. Hun har sat den op, og vinklen er genial: Tilgivelse. Fokus er på Peter der trods sit svigt, bliver tilgivet – 3 gange – af Jesus.  Så vidt jeg forstår skulle Peter være på scenen hele tiden – og tænk et vigtigt budskab: tilgivelse – det er godt at have i sin synsvinkel.  Indtil Passkonen bliver sat op – må jeg så høre den herhjemme på cd, og det vil jeg gøre, det er stor musik, store følelser og den største fortælling. 

Tiden nu kræver udholdenhed – og det er dét Van Gogh vel også peger på med sine ord. 

Man kan jo bruge tiden til at tænke lidt over udholdenhed – hvordan har vi det med den? I vores ægteskab, i forhold til venner, arbejde, måske skole og uddannelse – der er meget i et liv, som kræver at vi holder ud… og vi kender vel godt fra vores livsforløb tidspunkter hvor vi havde en tung tid på arbejde, en krise i ægteskabet, uvenskab med en ven eller noget andet der krævede at vi holdt ud – og holdt af – og hvor vi, når vi ser tilbage,  i nogle tilfælde må erkende at alt ’faldt på gulvet og gik itu’ men i andre mærkede, at anstrengelserne bar og måske endog blev belønnet med ’noget mere’?

Glædelig søndag!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Dagens hilsen fra din præst

Lørdag 28 marts 2020

Hvem ringer klokkerne for?  Måske har I lagt mærke til kirkeklokkerne ringer kl. 17.00 i øjeblikket. Selvfølgelig også om morgenen – men alle kirker i landet ringer samtidigt i øjeblikket om eftermiddagen. For dig, for mig, for os alle … for at minde om at det er tid til bøn, tid til eftertanke, tid til at hvile og lade roen sænke sig.

 ”Lene er en stjerne” sagde en skøn svensk stemme, da vi mødtes ved bænken foran den røde låge og hørte den skønne sprøde lyd af kirkeklokker, og ja det er Lene – for hver dag lidt i fem går hun til kirken, og får klokkerne til at ringe. De er nemlig ikke slået til automatisk på det tidspunkt. Det er herligt med ildsjæle, der i vid udstrækning følger de regler myndighederne giver, men som også har blik for, at der altid er noget vi kan gøre: hjælpe hinanden! Med klokkeringning ja, og med meget andet. Små samtaler, bære med på hinandens opgaver, lægge præstens klummer på Taarbæk Nyt, træde til der hvor andre mener de ikke kan og vil… listen er lang – og tak for det! 

Grundtvig definerede begrebet livskvalitet som ”Et jævnt, muntert, virksomt liv på jord” – jævn forstået som livsrytmen, munter gik på holdningen til det vi gør og oplever og virksom at vi udfører noget. Måske er det også derfor en hel del savner deres arbejde, vi mennesker vil gerne gøre noget, og døgnets rytme lever af balancen mellem at virke og hvile.  At få stillet krav og gøre nytte og lave lige det man vil. 

Der findes en lille irsk historie der fortæller om forskellen mellem den tid der sløses bort og den fritid man gør sig fortjent til. Sandheden er den, at folk der aldrig har noget at tage sig til, oftest er de mest utilfredse fordi de keder sig. På den anden side er fritid noget man glæder sig over netop fordi man har lagt et arbejde bag sig for at opnå den. 

Klokkerne minder om livsrytme, om dagens rytme – om at når de slår om morgenen, så er det tid til at stå op og se hvor vi kan gøre gavn – ikke nødvendigvis som vi plejer, men kan vi så en lille spire af glæde, håb, hjælp et eller andet sted så er det også noget, og når klokkerne ringer solen ned kl. 17.00 så kan hvilen i en eller anden form indfinde sig.  

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Dagens hilsen fra din præst

Fredag 27 marts 2020

Min tid er i dine hænder” ….sådan udtrykte Dietrich Bonhoeffer sig i et af sine skrifter. Han var teolog, tysker og blev i 1943 frihedsberøvet i to år af tyskerne under 2 verdenskrig og 9 april 1945 blev han henrettet – blot 39 år gammel. Ordene om ”Min tid er i dine hænder” – skriver han under inspiration af Davids salme 31 – fra Det Gamle Testamente – i et brev, til nogle af sine medfanger hvor han formulerer en bøn. Han finder en stor trøst i, at hans liv er i Guds hænder, og har en tillid til at vi som mennesker aldrig lever alene men altid med følgeskab af Gud.

Det betyder ikke, at han bare overgiver sig til en skæbne, eller ukritisk tager imod hvad livet og dagene byder ham. Slet ikke! han har holdninger, han har mennesker han kæmper for og elsker, han gør alt hvad han kan for at lægge noget ordentligt ind i hver eneste dag og gør sig umage for at bruge tiden, tale magthavere imod som han i de år ikke mener skaber en fremtid der er ’for hele folket’ sådan som evangeliet taler om. Med sine evner og ønsker for livet mellem mennesker går han ind og præger, i alt det han synes han er væsentligt… i tillid til at hans tid er i Guds hænder.

Hvad står der så i Davids salme 31? Ja i den nye 2020 udgave af Biblen som lige udkom her den 22 marts står blandt andet (s.679):

Herre, hos dig er jeg tryg,

lad mig ikke stå med skammen.

Du er retfærdig, red mig.

red mig hurtigt.,

Vær min klippe og min redrning,

en stærk borg,

led mig, og før mig…….

I din hånd lægger jeg min ånd.”

Davidssalmen fortsætter, læs den, nyd den og hør at Gud lytter! Selv holder jeg meget både af Davidssalmerne og sætningen ”Min tid er i dine hænder” – smukke billeder fra eget liv og kunstens dukker op – og en grund ro forplanter sig i mig. Den samme som jeg følte som barn, når jeg gik med min lille hånd i min farfars store, roligt hen ad stranden, ikke mange ord – men begge kiggede vi efter forstenede søpindsvin.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Torsdag 26 marts 2020

Der er ikke – desværre – konfirmandforberedelse i øjeblikket. Og jeg savner jer unge mennesker, med alt det I kan vække i mig af glæde, provokation, nye tanker, irritation men aldrig ligegyldighed!

De unge har meget at byde på, og kan overraske gang på gang. Her mens de er hjemme, har jeg givet dem en opgave – som vist er ved at drukne i de mange lektier skolerne giver – men en af dem jeg har fået er vidunderlig smuk og tankevækkende. En af drengene skriver:

Jeg er også vokset op i en kristen familie, min mor har altid være kristen og vi har været i kirken mange gange da jeg var lille, men dengang synes jeg bare at det var kedeligt, og nederen at tage i kirke, men i dag er det mere end bare at tage i kirke, det er ligesom en følelse af rensning. Det lyder måske mærkeligt, men det er sådan jeg føler. Jeg går der ind, måske træt og sur over at det er mandag næste dag, men når jeg går ud fra kirken, er jeg i et helt andet humør. Jeg er taknemmelig og glad for det at jeg har det liv jeg har, og at det er ok at lave fejl, det gør vi jo alle sammen. Nogle gange er det bare svært at vide det.”

Ja! Tænker jeg – det ok at lave fejl, det gør vi alle sammen, ikke fordi vi skal stræbe efter det, men fordi det er et vilkår ved at være menneske, at når vi lever, satser, håber, stræber og handler – så får vi indimellem gjort noget forkert. Det kan der være nok i omgivelserne der påpeger, men så er det, at vi har et ”helle” hvor vi er meget mere end det vi laver af fejl, hvor vi bliver mindet om, at vi ikke er de eneste, og at vi er gode nok som vi er. Og tænk engang – at en 14 årig kan berette, at det at gå i kirke er rensning! Ja – sindet og sjælen får sit og man kan opleve at noget det mørke, det svære, der hvor man begik fejl – bliver renset væk. I kirken kalder vi det syndernes forladelse, store ord – og nødvendige og fint oversat med ”rensning”.

Jeg savner ikke alene konfirmander, jeg savner også at gå i kirke. Høre ordene som er større end de daglige, få rakt tilgivelse og nyt mod og kraft til ugen der kommer, høre Carl Ulrik spille – og møde ansigterne hos alle dem der sidder på kirkebænkene, ligger til alters, giver hånd i døren og rækker venlige ord. Jeg holder så meget af søndagens højmesse.

Og så er det jo fantastisk at få rakt en lille prædiken, af en konfirmand, der har sendt den med gode ord. Han skriver også:

Kristendommen kan give mig håb og tro. Tro på tilgivelse, og tro på at vi mennesker sammen kan skabe en bedre verden, at vi mennesker er stærkere sammen”.

Ja tak! – lad os løfte i folk, skabe gode tider ved at sende en hilsen, ved at give krop til det som kristendom er, ved at holde ud og allermest holde af.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Dagens hilsen fra din præst

Onsdag 25 marts 2020

Jeg mødte en pige i går, da jeg var ude og gå tur med hunden. 10 år – smilende, sjov og med et fint strejf af realisme, da hun også kunne fortælle, at hun havde været lidt trist i dag. Hun havde fået lavet alle sine lektier, hun var sammen med sin familie, hun fik frisk luft, havde masser af legetøj og alligevel så var der også noget der var svært.

Jeg forstår hende godt! Jeg synes selv, jeg er god til at få øje på livets mange glimt af lys og muligheder, og samtidig, er der også andre tanker der trænger sig på. Når ens dagligdag ændrer sig, som den gør i øjeblikket, når man får mere tid i sit eget selskab, så dukker der også andre grundfølelser op end glæde – frygt, sorg og vrede. De fire sider af livet, kan vi føle. Glæde er at tage imod og åbne sig, frygt forudsætter en trussel, sorg forudsætter et tab, både et fysisk og der hvor vi giver slip på drømme og endelig vrede både på os selv og andre.

Jeg er fra en generation, hvor vi troede vi både kunne blæse og have mel i munden samtidig, og tiden lige nu viser at sådan er det ikke. Der er tidspunkter hvor vi som mennesker ikke kan alt det vi gerne vil. Se dem vi vil, have friheden som vi jo i høj grad har her i området og i landet til at give os i kast med mange ting, vi kan rejse, vi kan se mennesker vi kender og holder af, vi kan gå i skole og lege og lære, vi kan arbejde og pleje fritidsinteresser og meget andet. Vi har som jeg talte om til Sankt Hans meget frihed, som generationer før os har kæmpet sig til, som vi holder af … og lige nu oplever vi, at den frihed i en eller anden grad begrænses. Cirklerne bliver mindre, og vi kan opleve at mærke os selv på en anden måde. Mærke ensomheden, mennesket er et relationelt væsen, og lige nu kan vi ikke bare se alle dem vi gerne vil. Mærke frygten for hvornår og om livet bliver det samme. Sorgen over noget af det, vi så gerne ville give os i kast med, men som ikke er muligt lige nu.

Min gamle mentor sagde, at der er tre måder at få det man gerne vil have:

  • Kæmpe sig til det

  • Forføre sig til det

  • Opgive sig til det

Den sidste – er måske den vi kan prøve lige nu. Opgive at få det som vi plejer lige nu. Det er kristendommens påstand, at selv i afmagten kan liv opstå og vi kan få noget givet, måske ikke lige i den form som vi selv forestiller os, men i en anden?

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Tirsdag 24 marts 2020

Fra det øjeblik vi kommer til verden er vi omgivet af ansigter der møder os med blikke. Indtil vi dør møder vores øjne andres blikke. Gode og kærlige blikke. Nysgerrige. Besiddende. Stirrende. Åbne og lukkede. Vi bliver set, og ser selv, hvis altså ikke vi er født blinde eller sygdom eller ulykke gør at vi mister synet undervejs i livet.

Synet er underfuldt. Vi kan disciplinere vores blik til at se opmærksomt, sådan at vi ikke projicerer, men i stedet formår at se det, som ligger lige for øjnene af os. Det kræver øvelse… stor øvelse. At se kan også betyde, at vi først rigtigt ser tingene derude, når de åbner rum i vores indre. Eller som kunstneren Emil Nolde sagde: ’Ved du hvad det vil sige at sé? – ’At berige” At se vil altså sige at trænge igennem og berige. Eller måske endda opfinde? For at ligne sig selv, må man opfinde eller genfinde sig selv, igen og igen med hvert blik. Andres blikke kan da gøre meget ved os. Nogle gange kan et enkelt blik fra et andet menneske gøre at vi føler os set, at livet og vi selv åbner os og at varme og glæde strømmer. Andre gange kan blikke få en til at føle sig overset, set igennem eller set på med misbilligelse. Dagligt møder de fleste af os andres blikke.

Men noget vil altid være skjulte ord for os – for tiden er det fastetid, og om vi ville det eller ej, så er dagens tempo sat ned i øjeblikket og vi kan med god grund se lidt indad, se på det nære, se på det hvis betydning vi kun aner – for et liv er gådefuldt og der vil være aspekter i ethvert liv, som er skjult for andre eller for os selv. Apostlen Paulus formulerede det så smukt i sit brev til menigheden i Korinth (Kap. 13): ’Endnu ser vi i et spejl, i en gåde men da skal vi se ansigt til ansigt’.’

Hvad med at bruge fastetiden til også at se på Ham, vi ikke lige kan se, men som forsøger at vække os, tale til os, skabe nyt liv og mod – her på vejen mod påske?

Salmedigteren K.L. Aastrup, her skrevet en salme der hedder ’Vejen til Jerusalem’ – i den er der to salmelinjer, som af nogle er blevet kaldt ’de to bedste salmelinjer, der er skrevet i det 20 årh’. De siger: ”Og alt vort håb er gemt deri: han kunne ikke gå forbi”. Det er et fabelagtigt Gudsbillede!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Mandag 23 marts 2020

Da jeg var barn, holdt jeg af når det var mandag og Anders And udkom. Der var kapløb hjem fra skole på cyklerne .. hvem kom først… min bror, min søster og jeg ræsende afsted, prøvede at finde den hurtigste rute for at kunne smække døren op og råbe ”Jeg kom først!” Den der kom først fik bladet først. Sorteper var en af mine yndlingspersoner, Madam Mim ligeså – selvom det ikke var så ofte, de var med. Anders And og Andersine var skønne og var Kylle, Pylle og Rylle med… så var det ekstra morsomt. Men det allerbedste det var Rip, Rap og Rup og deres grønspættebog – jeg kunne drømme i timevis over, hvad man kunne slå op i sådan en bog. Tænk at have en bog med svar på alverdens spørgsmål – tanken var storslået.

Jeg kom til at tænke på grønspættebogen, da jeg læste en anmeldelse af ny oversættelsen af Goethes ”Wilhelm Meisters læreår’ fra 1796. Måske fik Carl Barks, skaberen af de første Anders And fortællinger – inspirationen fra Goethe til at give de små ællinger en bog med svar på livets spørgsmål? Goethes bog handler om dannelse – og i denne tid – hvor der er lidt mere tid til eftertanke, og måske også til at føre nogle af ideerne ud i livet, er dannelse meget godt at vende. I bogen står en lille ’øvelse’ som vi hver især kan efterprøve:

Hver dag burde man i det mindste høre én god sang, læse ét godt digt, se ét fortræffeligt maleri og, hvis det er muligt, føre én fornuftig samtale”

Sådan … så ved man, hvad man kan give sig i kast med. Det med sangen må være muligt, hver morgen giver Phillip Faber sine bud på sange der kan høres, ja måske endda synges som de gør nede i nummer 59 – ud fra altanerne. Det med digtet, der læste jeg til morgen fra Pia Tafdrups digt samling ”Tusindfødt” -alene titlen skaber billeder i mit hoved – men I får et helt digt:

Hvad er det at bære en gave frem

i sin favn,

hvis ikke man føler sig tilskyndet

til at afstå fra alt?”

Maleriet – gå rundt kig på jeres vægge, har I børn lad dem tegne et af dem – i egen gengivelse vel at mærke. Det med den fornuftige samtale – den kan føres på et hav af måder, med afstand på gaden her i vores egen by, ved at løfte telefon røret og ringe til et menneske I kender og elsker, eller en I ikke har talt med i lang tid, en I vil forsones med? En I vil dele tid med? En I kan få et godt råd af eller bare fortælle at verden står endnu …

Og denne dannelses øvelse er en der kan trækkes frem og øves hver eneste dag. Måske kan både børn og voksne lave deres egen grønspættebog.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Søndag 22 marts 2020

 Hvad skal du lave i dag?

Søndag er hviledag … tid til at lave noget andet end det vi plejer… og når jeg hører kirkeklokkerne ringe, så er det for mig signal til, at sindet skal åbnes for eftertanke. Jeg elsker at gå i kirke søndag morgen – og savner det disse søndage hvor kirken er lukket  – for udover at musikken er anderledes er ordene det også – og dagen er for mig en påmindelse om, at det er vigtigt at skærpe sanserne, hvile sindet, lave noget andet end resten af ugen – sådan, at når ugen begynder og vi går i gang igen – har vi mod, kræfter og fantasi til det, vi hver især foretager os.

Søndag er tid til at være uden at være på.  Tid til at bede – og det forekommer mig ikke blot i denne tid men altid, at der er meget at bede om og især mange at bede for. Måske kan man sige, at bøn er en tilstand, hvori vi lader livet ånde igennem os, dybt, roligt, inderligt og på den måde har vi mulighed for at komme i kontakt med os selv?

Bøn er en tilstand af nærvær og opmærksomhed og skabes af det der fylder vores sind: Glæde, lykke og tak – og til andre tider bekymring, frygt og vrede. Bønnen giver tillidsforholdet mellem mennesker, og mellem os og Gud, skikkelse. At bede er nogle gange at sætte alt på et nummer, at satse, at tage troens spring uden garanti. Men den der ikke beder, får ikke; den der ikke vover, vinder ikke.

En fortælling jeg holder meget af, er den om patriarken Jacob der i kampen om velsignelsen insisterer på sit forhold til Gud.  En hel lang nat kæmper han, mørket er rundt om ham, han får et slag på sin hofte, men han giver ikke op. Han fortsætter samtalen og kampen med Gud, indtil Gud velsigner ham. 

I bønnen ligger erkendelsen af, at selvom vi har mange evner og styrker, så kommer der tidspunkter i ethvert menneskes liv, hvor vore egne evner ikke rækker, hvor kræfterne svinder og sindet bliver blødt, og vi har brug for Gud, og nogle gange må vi insistere på, at Gud viser sig. 

Nogle gange får vi vores bønner opfyldt – det kan være få eller mange ord, nogle gange måske blot et suk eller Fadervor –  og andre gange udebliver resultatet af den konkrete bøn, hvilket kan frustrere og nogle gange fylde med sorg…..men er det ensbetydende med, at vi ikke gives noget? Hvis vi eftertænker, var der så ikke gange, hvor livet alligevel åbnede for velsignelse? Ikke nødvendigvis i den form eller den konkrete ting eller oplevelse vi havde bedt om, men på en anden måde som vi ikke på forhånd havde kunnet sige os selv?

Glædelig søndag! En hel dag – endda en solskinsdag rækkes os her til morgen…. Brug den, øs af den, sæt til, og giv ud….

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Lørdag 21 marts 2020

Jeg har tænkt over ordet ”vindpust” den seneste uge, hvor jeg har været i Dyrehaven med hunden – det vrimler med mennesker, ikke tæt på hinanden, men med god afstand –og lyst til at hilse. Med dages mellemrum bliver jeg overhalet af en lille dreng. Og med cykelhjelm de mest vidunderlige røde kinder, skøn strikket sweater – suser han forbi, drejer hoved let, og man kan se han har smil i blikket og en gavtyv gemt bag øret… vi siger hej, og så flyver han videre… Der er en stor glæde i at se ham!

I Prædikerens bog som jeg nævnte tidligere på ugen, bruges ordet tomhed – men slår man op i den hebraiske bibel så kan ordet også oversættes som vindpust…. – og læser man hele skriftet, vil man se, at det ord går igen i næsten alle kapitaler. Det handler om nuet, om at gribe dagene, få indhold og fylde i dem, vedvarende se nyt i det kendte, og holde sig for øje hvor vigtigt og spændende det er. Det handler om, at lade den livsånde, der er blæst ind i os mennesker, få kraft til at virke og leve. Vi er mange der trækker vejret uden at tænke over det, men åndedrættet kan noget. Det er en gave at trække vejret ubesværet, og det minder os om, at vi lever i og af en større sammenhæng. Vi lever af at give og modtage både konkret med kultveilte og ilt og i overført betydning.

Den lille flyvende cykel dreng – mødte små venner forleden, og for første gang i mine snart 11 år her i byen som præst – så jeg tre små skønne unger cykle alene …helt hen til foderhuset, der stod de af cyklen, fik vejret og så på krondyrene – for så igen at sætte sig på cyklerne og køre tilbage til deres forældre. De var i nuet – de tænkte slet ikke over det, men hengav sig bare til det helt spændende det kan være at cykle 200 meter … alene. Det er livsfylde uden at de tænker over det – men de mindede mig om det!

Jeg glæder mig til vi ses igen…

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Fredag 20 marts 2020

Trøsten er, at der ingen trøst er” – det lyder sørgmodigt, og det er meget andet end det. Da jeg var præst på Herlev Hospital, og kom i kontakt med mennesker der bar tunge fortællinger og sygdomme, kunne jeg godt mærke at mine egen følelser rørte på sig. Heldigvis – kan man sige, for det gør, at man får et glimt af hvad det andet menneske er udfordret af, og man må indimellem ind i sig selv for at være tilstede for et andet menneske; en kvinde der havde fået amputeret begge ben og nu sad i rullestol, en far der var indlagt dødeligt syg og kun havde tanke for sine tre små børn og sin gravide hustru, yngre og ældre der vidste, at tiden har en udløbsdato – og alle og mange flere til – spandt de tråde i mit sind til vrede, frygt, sorg … og glæde. Alle fire grundfølelser dukker op hos os alle helt spontant, men hvordan vi bærer dem er forskelligt fra menneske til menneske. Hver især har vi vores ”bagage” med fra livet, og vi berøres, når vi møder mennesker der er ramt på den ene eller anden måde, når vi står ansigt til ansigt med dem, og når vi ser og læser om det der kan overgå et andet menneske af sygdom, sorg og udfordringer.

Mens jeg var hospitalets præst gik jeg selv til sjælesorgssamtaler hos Bent Falk – og det var ham, der sagde ”Trøsten er, at der ingen trøst er” – han pegede på, at det handler om, at leve med det vi rummer, og ikke leve sådan at man kan få en masse til at gå væk. Vi kan ikke altid vælge det vi ønsker, vi er heller ikke herre over livets vilkår – ingen ønsker lidelse og smerte men det ér – men vi kan vælge vores handlinger, vi har visse valgmuligheder. Ellers var der jo intet ansvar tilbage hos mennesket. Og livet bliver indviklet svært, når vi vil lave dét om, vi ikke kan lave om.

Sætningen jeg indledte med, peger på, der er tab som ikke kan trøstes væk og heller ikke skal det. Det ville være forfærdelig trist, hvis man kunne trøste et menneske til ikke at være ked af at have mistet sin elskede. For det der kan trøstes væk, har jo ikke stor og dyb betydning. Et pust på benet og et ”op igen” – det går – når vores børn falder, det er uheld og de kan rejse sig igen og lege videre 5 minutter efter. Men tab af dem vi holder af at dele tid med, dem vi elsker, nærhed og samvær som er dyrebare stunder for os, ting vi kan lide at lave, arbejdet som giver glæde og energi – alt det vi holder af ved dagene og livet – det vækker sorg når det forsvinder – for altid eller for en stund – og der er for mig en stor trøst i at mærke, at der er noget, og noget som betyder meget for mig, at det ikke kan trøstes væk!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Dagens hilsen fra din præst

Torsdag 19 marts 2020

For alt under himlen er der en tid”… sådan skrev en af de gamle .. med et realistisk syn på livet, og med blik for, at det at være menneske er at leve i forandring. Vi ved godt, at der er tider i livet, hvor alt er smukt og godt, hvor det er dans, glæde og samvær der fylder og i de tider – hvis vi da ellers mærker os dem – har vi lyst til at vedblive med at være i situationen, der beder vi ikke om forandring. Så er der andre tider, hvor udfordringer og måske endda sorg og tab fylder, og hvor vi desperat kan ønske os at alting var anderledes.

Livet leves i konstant forandring, og når dagene suser afsted, og omgivelser og råderum er som vi ønsker, tænker vi måske ikke så meget over det. Men når situationen ikke er selvvalgt, så tror jeg, vi er mange der mærker helt andre tanker i sindet.

På børnenes skole får vi ind imellem nyhedsbreve, og jeg læste en lille historie:

Engang besøgte en journalist en lille ø i Stillehavet. Han talte med en mor til 4 børn, og de sad på den smukkeste hvide strand. Journalisten var tydeligt misundelig på moderen – tænk at bo sådan et sted.

I løbet af samtalen kom det frem, at øen grundet sin beliggenhed sagtens kunne opleve jordskælv med efterfølgende tsunamier, orkaner, tørke og voldsomt regnvejr.

Hvordan kan du fortælle det så roligt?” spurgte journalisten.

Det kan jeg, fordi vi på denne ø ved, at vi ikke kan kontrollere Moder Natur. Du kommer fra en verden, hvor man tror, man kan kontrollere alt og planlægge alt, og måske I så glemmer at få det bedste ud af dagen i dag, nuet. Vi her på øen ved egentlig ikke, hvad der sker i morgen, og om i morgen kommer. Derfor lever vi det bedste vi kan, i nuet”

……. Nuet – det peger prædikeren på, og har vi glemt hvilken omskiftelighed vores liv rummer, så gå ind og find din bibel eller se den på nettet, slå op i det Gamle Testamente og læs Prædikernes bog … læs om dagenes vekslen mellem det der er lyst og legende let og det der er tungt… eller gå ud og mærk livet i dag – hør fuglens kvidren… der er masser af håb og stilhed … og en dag så er der larm, travlhed og masser af gøremål igen!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Onsdag 18 marts 2020

 

Der er meget jeg kan forestille mig anderledes

en anderledes sommer i Danmark

anderledes priser på bøger og øl

en anderledes regering

det anderledes København – men for sent byen er allerede anderledes

..fred på jorden kan jeg forestille mig

Såvel som jordens undergang

Alt kan jeg forestille mig anderledes

Alt

Undtagen dit ansigt…”

Ordene er Benny Andersens – i digtet ”Ansigtet ved dit ansigt” og peger på, at der er mange forandringer vi kan forestille os at bære, og nogle vi kan lære at leve med og så er der, de forandringer, der er så svære, og som sætter spor, og som vi ikke kan forestille os, hvordan vi skal klare, når vi tænker på dem….. Hvordan leve uden sine venner når man er ung og glad og frisk og holder så meget af sine venner? Hvordan holde ud at sidde og spise alene og ikke have bare et lille besøg? Hvordan lade være med at invitere gæster når man nu har fødselsdag og fylder vigtige år? Eksemplerne står i kø … lige nu…og selvfølgelig gør de det

Et ansigt taler. Det kan udstråle lys, tillid, nysgerrighed, og også et krav om at blive taget vare på, lytte, følge med på de ideer eller ord der siges. Ansigter fortæller historier om et menneskets liv. De kan være åbne og lukkede, lattermilde, vrede, drømmende, de kan være unge og glatte eller tiden kan have afsat spor i form af smilerynker, furer, givet det karakter. Til tider kan vi opleve ansigter, hvor sorg og sygdom kaster sin skygge over dem. I andre har glæden tegnet sine fine spor. Hos de fleste er alt dette vævet sammen – ansigtet er et udtryk i konstant forandring. Det ansigt – eller de ansigter – vi hver især tænker på i dag, har mødt vores, og vist os tusinde variationer af livets store tema. Derfor vil vi så gerne stå ansigt til ansigt med et andet menneske … alle vores store livsfortællinger involverer en anden. Et levende menneske.

Benny Andersen slutter sit digt:

Jeg kan ikke forestille mig dit ansigt anderledes

Det er det forfærdeligeste ved det

Godt det samme!”

Livet er fuldt af forandringer – de smukke, hvor vi netop har møder med levende mennesker som gør dagen bedre og skaber stunder af evighed på den fineste måde – og så er der lige nu, hvor vi ser hinanden på afstand… men tænker jeg, dog kan vi stadig se hinanden – om end i glimt men som bærer vidnesbyrd om, at vi er her stadig – og en ting mere…. minder om den rigdom at vi har mennesker vi holder af, elsker og kender. Godt det samme!

Sognepræst Charlotte Paaskesen

 

Dagens hilsen fra din præst

Tirsdag 17 marts 2020

Ikke et ord om C-virus – jeg tænker, at vi er mange der ser nyheder og læser aviser og jeg overvejer om vi ikke har sprækker i sindet der trænger til at blive fyldt af noget andet der også har med livet at gøre.

Jeg vil derfor forsøge hver dag at sende en hilsen – for vi er her jo stadig….

I weekenden læste jeg en fin lille bog ”Agathe – skrevet af Anne Cathrine Bomann. Hun er psykiater og hendes hovedperson er det også. Bogen indleder med at hovedpersonen tænker ”Hvis jeg gik på pension, når jeg var 72, var der fem måneder tilbage at arbejde i. Det svarede til 22 uger, og hvis alle patienterne kom, betød det, at jeg manglede præcis 800 samtaler. Hvis der var afbud eller sygdom, blev tallet selvfølgelig mindre. Det var der en vis trøst i, trods alt. ”

Som I nok kan høre, er livsgnisten ikke den største hos hovedpersonen, men nogle gange kan nye møder, situationer der kommer på tværs, åbne for noget i en der sender lys ind… nogle gange kan netop de sprækker af lys, gøre at det kendte får ny og større betydning.

Det er ikke for sent at udrette noget, stort eller småt – for at blive nogen. Nogen er man vel, når man har noget man brænder for, noget man stadig vil, nogle der betyder noget for én. Livet har sine egne forunderlige veje, og vilkår for os mennesker kan være meget forskellige og tilfældigheder og evner og muligheder spiller ind på, hvad man bliver arbejdsmæssigt og omgangsmæssigt. Men – og det er der fortællingen rammer mig: vi kan alle være noget for nogen. Det er forunderligt, at netop gennem en samtale med et menneske psykiateren ikke ønskede at involvere sig i, låner han et blik der gør, at han selv får nyt syn, får sagt noget andet end han plejer, bliver lidt mere modig, sågar mærker sine følelser spire…

Vi kan hver især eftertænke, hvad er vi bange for…. måske endog gøre den snublesten til trædesten og forsøge, at komme overens med det vi kan frygte, og så prøve lidt alligevel? Finde vores plads i livet, ikke ved at kaste os ud i nye store, spændende projekter – men ved at gøre det kendte nyt!

Og måske kan det være en plads i en lænestol med en bog, det kan være tid til at lytte til et helt musik stykke, muligheden for at læse en fortælling højt for sit barn, eller skrive et brev til en der vil nyde at få et brev i postkassen…. Det kan også være at flytte sig en anelse og se sine arbejdsopgaver fra en ny vinkel…

Bogen er en fortælling om, at vi behøver ikke måle os med andre, men se hvor kan vi selv virke og være og en fortælling om, at selv der hvor kedsomhed fylder kan nye vaner opstå.

Sognepræst Charlotte Paaskesen