Arrangementer

Søhesten er placeret i en lille runding på kirkegården, hvor man kan sidde på en bænk og se på kirkestien. En lille fontæne som får mig til at tænke på ordene i Johannes evangeliet (7,38) “Fra hans indre skal der rinde strømme af levende vand”.

Mon den har siddet dér siden 1864 da kirken blev bygget? Måske ikke, selvom det siges, at søheste i havet forelsker sig i den eneste ene og aldrig skifter partner. Et trofast lille dyr.
Den har siddet under kirsebærtræets lyserøde krone, med lysende grøn bøg i ryggen, i sol og regn og sne.

Den har set glade brudepar haste til kirken, mennesker tunge af sorg der langsomt gik op ad gruset, forældre der bar deres barn til dåb og slægten der fejrede det, de unge, smukke mennesker når de bliver konfirmeret, og så de mange kirkegængere der søndag efter søndag har passeret den.

Orgelkoncert

Dato: 3. marts 2020
Kl. kl. 19.30

Tirsdag den 3. marts kl 19.30 indbydes alle til orgelkoncert i Taarbæk Kirke. Ved orglet sidder denne aften organisten Frode Stengaard.

Frode Stengaard er uddannet på Det jyske Musikkonservatorium i Århus. Efter videregående studier i Paris debuterede han på både orgel og klaver, og hans musikalske udfoldelser har siden da været præget af stor mangfoldighed: koncerter som solist, kammermusiker og akkompagnatør, klaverduo med pianisten Erik Kaltoft, tilbagevendende solist ved festivaler for ny musik, pianist ved Århus Symfoniorkester, organist ved Slotskirken i Skanderborg og docent ved Det jyske Musikkonservatorium. Frode Stengaard er kendt som en betydelig og frygtløs udøver af værker fra de musikalske grænseområder, men bevarer alligevel en stærk tilknytning til det etablerede repertoire.

Programmet ved koncerten vil udelukkende bestå af musik af Mozart.

Mozart satte orglet meget højt, og der findes mange vidnesbyrd om hans virtuose orgelspil. På sine rejser opsøgte han nogle af tidens bedste instrumenter, og i Leipzig var den daværende Thomas-kantor så betaget, at han følte det, som om hans gamle lærer Johan Sebastian Bach var genopstanden. Alligevel har Mozart ikke komponeret musik for orgel solo. Man kan så spørge, hvordan der alligevel kan blive stof til et helt koncertprogram. Her er svaret, at man genbruger og om-arbejder værker, der forekommer egnede til det. Desuden var man i den tidlige klassik, såvel som i barokken, temmelig fleksible med hensyn til musik for tasteinstrumenter og skiftede uden videre mellem cembalo, clavichord, de tidlige hammerklaverer og, som ved denne koncert: orgel.

Der er fri entré.