Præstens tanker

Præstens tanker - Tårbæk Nyt


Præstens tanker:

Værsgo' - en livline - en levende linje mellem himmel og jord

At bede er at ånde siger Søren Kierkegaard et sted og fortsætter, at spørgsmålet om hvorfor man skal man bede, er et dumt spørgsmål. For hvorfor skal man trække vejret? Man dør, hvis ikke man gør det. Så ikke at bede medfører åndelig død, ifølge ham.

Jeg ved ikke, hvor mange af os, der har et lige så naturligt forhold til det at bede som at trække vejret? Man kunne selvfølgelig - med rette - indvende, at beder, det gør de fleste af os da hver dag. Når vi beder børnene om at løbe ud med skraldespanden, når de beder os om hjælpe med at øve diktatord eller matematik, når vi skal have dækket bord, klippet græsset, gået med hunden, om at ses eller tale sammen eller i et hav af andre situationer. Det er vigtigt når dagene skal hænge sammen, og få den fyldt med mening og en erkendelse af, at vi kan ikke klare det hele selv. Det er vældig vigtigt, men hvad så med bønnen mellem Gud og mennesker?

Der laves mange undersøgelser, og skal man tro meningsmålingerne, så er der flere der beder end der siger de tror på Gud. Det virker umiddelbart lidt mærkeligt, men spørgsmålet er, om de fleste af os ikke har oplevet, at ved livets yderkant, der kan bønnen bane sig vej i os. Desmond Tuto - den sydafrikanske ærkebiskop ­ har engang sagt, at der findes ikke mange ateister i et fly der er ved at styrte ned. For i magtesløsheden griber mennesker til noget andet, end de måske plejer. Det kan selvfølgelig forklares videnskabeligt, og psykologer mener, at når mennesker mest beder ved ulykker, sygdom, død og sorg så er det en måde at søge kontrol over en eksistentiel angst. Jeg vil ­ nu hvor det er reformations år - med Luthers ord sige: at bøn er hjertets åndedrag og troens livsudtryk.

I kirken beder vi. Ikke blot Store Bededag men hver eneste søndag lyder der bønner.

Hvad er det så bøn kan rumme? Bøn kan for eksempel være et sted at gå hen med sin taknemmelighed! Jo, vi kan takke os selv og hinanden for at alt går godt ­ og man kan også rette en tak til Gud over livets gave. Bønnen kan rumme klage, sorg og underen over livet og de vi bydes eller byder andre. Bønnen kan stille spørgsmål "Hvorfor?" og et specielt sprog kræves ikke. Bøn er samtale. Mother Teresa skrev inden sin død, at udover at tale med Gud så må vi mennesker også lytte til Gud, for det er ikke kun hvad vi siger, men også hvad han siger til os, der betyder noget. Bøn kan være både lidt eller meget - lange sætninger og samtale eller når man ikke magter andet: et 'hjælp', eller et 'frels mig', ja, måske kan det bare være et suk til Gud. Den kan også rumme hemmeligheder, nå ud til dem man skuffede eller blev skuffede over, dem man gjorde fortræd, dem man dømte men forhåbentlig ikke fordømte.

Men hvad så hvis bønnen ikke rigtig har nogen virkelighed for os? Og livet i øvrigt efterhånden har lært os, at vi alligevel ikke får, hvad vi længes efter eller håber på, hvor brændende vi end retter vore bønner mod Gud? Er vi så overladt til den åndelige død, der følger af ikke at have nogen bønspraksis, sådan som det lader til at Søren Kierkegaard mener?

Vel ikke nødvendigvis. Bøn er netop at ånde, og derfor har bøn ikke kun noget at gøre med, om vi kan nogle ord udenad eller ej - den kan som sagt også foregå i tavshed. Måske kan man sige, at bøn er en tilstand, hvori vi lader livet ånde igennem os, dybt, roligt, inderligt og på den måde har vi mulighed for at komme i kontakt med os selv. Den er en tilstand af nærvær og opmærksomhed og skabes af det der fylder vores sind: Glæde og sorg, tak og bekymring, fryd og vrede. Bønnen giver tillidsforholdet mellem mennesker og mellem os og Gud skikkelse.

Nu er det ikke fordi jeg med dette vil sige, at når bare vi trækker vejret, hvad vi jo alle gør, så har vi en bønspraksis som kan bevare os for den åndelige død som Kierkegaard taler om. Bøn er også bevidsthed. Enhver kan gøre det. Men det er os også lige akkurat eller springende punkt: At gøre det.

Og her tænker jeg ikke alene på dyb, inderligt bøn - mindre kan også gøre det. Hvis vi bare engang imellem - i løbet af dagen eller ugen formåede at sætte os roligt ned og blive stille, standse vore gøremål og så skærpe opmærksomheden, se indad, så tror jeg, det lidt efter lidt ville ændre vores liv. Der findes mennesker, der når de går tur, sidder i bilen eller toget, kan lukke af og bruge disse minutter til bøn. Det drejer sig måske bare om 5 minutter. Eller vi kan give os selv tid, når familien ser tv eller er gået i seng. Det der er vigtigt, er at det bliver en del af døgnrytmen. Resultatet udebliver ikke - ja, det er selvfølgelig et postulat - men prøv det, jeg tror, at I vil mærke forandring. Fra stress, uopmærksomhed, rastløs aktivitet - og den glædesløshed, som de tilstande indebærer - til en dyb følelse af glæde. Og væsentligt er det, at vi gennem bønnen får et centrum for vores liv udenfor os selv.

Der er forskellige tv-programmer, hvor deltageren kan have en livline de kan ringe til, når de ikke lige ved hvad de skal gøre eller svar. Hver især har vi fået givet en linje mellem himmel og jord; nemlig bønnen.

Sognepræst Charlotte Paaskesen

Følg mig" (Johs. 21,19b) - står der på glasmosaikken.

I Tibet hørte jeg engang sang, da jeg var ude og vandre. Lang tid før jeg kunne se, hvor stemmen kom fra, så jeg en kæmpe fåreflok komme vandrende. De fulgte hyrden, som med sin stemme ledte dem ad stierne, der var gode at gå, holdt øje med eventuelle farer, og sørgede for at de kom frem.

Sådan en hyrde har vi også: Jesus Kristus der sågar bærer det lille lam, der ikke selv kan gå. Han der blev kaldt "Guds lam", og som vi kan spejle vore liv og virke i, og få inspiration til, hvad vores livsopgave er.


TAARBÆK KIRKE - Edelslundvej 10 - DK-2930 Klampenborg